Flere veteraner skal passe køkkenhave

Krigsveteraner med PTSD skal gå til hånde i køkkenhaven for at få det bedre, lyder et forslag.

René Pamperin er leder af en Veteranhaven, et sted hvor krigsveteraner og andre der lider af PTSD kan få styr på tilværelsen ved hjælp af praktisk arbejde i haven (© Veteranhaven.dk)

Nu skal flere veteraner med posttraumatisk stress syndrom til at passe køkkenhave i Kolding.

Sådan lyder et muligt forslag i Kolding Kommunes planlagte veteranpolitik.

Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Kolding, Kristina Jørgensen bakker op om at tilbyde veteranerne mere natur.

Mange veteraner lider af PTSD og vil have godt af at passe køkkenhave.

- Det, at man får mulighed for at komme ud i naturen, kan forhåbentlig skabe et frirum, der gør hverdagen lettere, siger Kristina Jørgensen (DF).

Veteranhaver giver selvtillid

I Slots Bjergby på Vestsjælland ligger Danmarks første og eneste veteranhave. Her kan veteraner med PTSD kan komme og møde ligesindede, mens de udfører praktiske opgaver som dyrkning af jorden og vedligeholdelse af landbruget.

- Ved hjælp af de praktiske opgaver i haven, fjerner vi fokus fra sygdommen, og får i stedet opbygget en selvtillid hos vores brugere, lyder det fra daglig leder, René Pamperin.

Og han ved, hvad han taler om. Han fik idéen til veteranhaven efter selv at have lidt af PTSD efter udsendelse i Afghanistan.

- Det er vigtigt, at man kommer ud blandt andre og finder ud af, at man ikke er alene, der er andre i samme båd. Derfor synes jeg kun, at det er godt, at vores koncept bliver spredt ud til andre steder i landet, siger han.

Havearbejde for alle

Men havearbejde er ikke løsningen for alle, lyder det fra Carl Bratved, der er leder af veteranhjemmet i Fredericia.

- Hvis du på forhånd ikke har interesse i havearbejde, så er det ikke noget, du vil slappe af med, så er det bare en yderligere stressfaktor, siger han.

Det er René Pamperin fra Veteranhaven på Sjælland sådan set enig i. Derfor mener han, at en mulig veteranhave i Kolding skal følge det sjællandske eksempel og kombinere havearbejdet med hårdt fysisk arbejde.

- Veteranhaven er mere end at plante blomster. Der skal også konstrueres hønsehuse og flyttes på tunge ting, så der burde være noget for enhver smag, siger han.

Forslaget om en have for veteraner kommer efter at Kolding Kommunes byråd i aftes vedtog en veteranpolitik med særlig fokus på hjemvendte soldater med PTSD. Indtil videre er veteranhaven dog kun et forslag.

Facebook
Twitter