Før sad han i fængsel for hård kriminalitet. Nu får Bobbie 70.000 personer på Facebook til at hjælpe hinanden

Bobbie Bernie Nielsen fra Fredericia har dedikeret sin hverdag til at hjælpe.

Bobbie Bernie Nielsen har fået tatoveret ordene 'smil, det smitter' på håndryggen.

I et mørkt kælderrum i Fredericia står der papkasser i alle størrelser og former fyldt op med alt fra genbrugsmøbler og legetøjspistoler til spritnye drikkedunke og tøj.

Tingene tilhører Bobbie Bernie Nielsen. Men kun for en stund – for de skal gives videre til nogen, der har mere brug for dem.

Det sker blandt andet gennem Facebook-gruppen ’Vi er til for at hjælpe hinanden’, der har små 70.000 medlemmer, og som Bobbie startede for seks år siden.

Ikke Guds bedste barn

Hvis vi spoler lidt tilbage, var det noget helt andet end plastikpistoler, der fyldte i Bobbie Bernie Nielsens liv.

Som ung var han med egne ord ’ikke et af Guds bedste børn’. Han var stofmisbruger og solgte både stoffer og våben - og så sad han en del i fængsel.

- Men så en dag sagde jeg til mig selv: 'Hør lige her, det skal ikke være dig, når du bliver gammel, det her, Bobbie. Det må stoppe.'

Og så besluttede Bobbie Bernie Nielsen sig for at gøre noget andet.

- Vejen ud for mig blev at hjælpe andre.

Det hele startede med fem pakker pålæg

Gennembruddet kom en dag, hvor Bobbie Bernie Nielsen havde fem pakker pålæg tilovers og besluttede sig for at give dem væk på Facebook. 'Har du brug for hjælp?', lød opslaget.

- Og så kom der en mand, som havde gået 12 kilometer for at modtage det pålæg. Noget, der ville have kostet 50 kroner at købe. Og det gjorde stort indtryk på mig, at så lidt kan gøre så stor forskel for nogen.

Derefter gik det stærkt. Bobbie Bernie Nielsen oprettede ’Vi er til for at hjælpe hinanden’-gruppen på Facebook og gik i gang med at købe overskudsmad og søge sponsoraftaler for at have ting at give videre.

- Selvom det ikke er noget, jeg økonomisk får noget ud af, så får jeg jo et smil med på vejen og en rigtig god følelse, når jeg mærker andres glæde.

Mange træder i karakter

I dag har Facebook-gruppen næsten 70.000 medlemmer.

Der er få regler, udover at det handler om at hjælpe hinanden. Man kan give ting væk, søge om hjælp eller bare spørge om gode råd. Men vigtigt er, at alt er gratis. Og der bliver slået flittigt op med næsten 2.400 opslag den seneste måned.

Opslagene er alt fra givere af koncertbilletter og svømmehalsentré til søgen om hjælp til lejlighedssangskrivning og rådgivning om tyverialarmer.

Og det er langt fra kun Bobbie Bernie Nielsen selv, der tilbyder hjælp.

- Der er mange derude, der træder i karakter og vil hjælpe deres medmennesker. Og jeg forstår dem godt, for man får virkelig også selv noget ud af det. Jeg nyder altid at få et smil eller et kram tilbage, fortæller han.

Rendyrket medborgerskab

Grunden til, at en gruppe som ’Vi er til for at hjælpe hinanden’ bliver så populær, finder man i den gamle andelsbevægelse. Det mener ekspert i deleøkonomi, Claus Skytte.

- Efter andelsbevægelsen har vi fået en stor tillid til hinanden – vi stoler på, at alle vil os det bedste. Og det er helt unikt her i Danmark. Derfor føler vi også, at vi har så meget overskud, at vi godt kan hjælpe hinanden gennem sådan en platform som denne, siger han.

Og det er da heller ikke, fordi man som glad giver står tomhændet tilbage, hvis man har foræret noget gratis væk, bare fordi man ingen penge har tjent, mener Claus Skytte.

- Når man ikke handler med penge, så handler man jo bare med noget andet. Her får man så taknemmelighed som betaling – og det udløser også mange gode stoffer i hjernen hos giveren.

Både giver og modtager

Én af dem, der har været storbruger af Bobbie Bernie Nielsens facebookside, er Ditte Jakobsen fra Fredericia.

Hun har både været i den ene og anden ende af sidens foræringer.

- Jeg skriver nogle gange på siden sidst på måneden, hvis jeg mangler mad – men jeg holder også altid øje, for nogle gange har jeg noget i overskud, som nogle andre har brug for hjælp til, siger hun.

Og for Ditte Jakobsen har det været en helt særlig følelse, når hun har stået i en svær situation og har modtaget hjælp fra vidt fremmede.

- Det er så overvældende, at andre mennesker gerne vil hjælpe. Det er en stor lettelse, når man så kan klare sig resten af måneden, fordi nogen har givet ud af deres overskud.

Drømmer om forening

Tilbage i kælderen i Fredericia hos Bobbie Bernie Nielsen hober kasserne sig stadig op. De står og venter på at komme med ud til markeder, arrangementer, væresteder og andre, der kan bruge en hjælpende hånd. Særligt op til jul er der gang i uddelingen.

I fremtiden drømmer Bobbie Bernie Nielsen om, at arbejdet fortsætter med ’Vi er til for at hjælpe hinanden’ i en decideret forening. I øjeblikket er han på kontanthjælp, men håbet er, at gruppen kan blive til et rigtigt arbejde.

- Med en forening vil jeg have mulighed for at bruge endnu mere tid på at hjælpe andre, og der er større råderum til at hjælpe med store ting som lejlighedsindskud, biler og sådan. Der er jo tydeligvis opbakning blandt danskerne til, at vi skal støtte hinanden, siger han.

Facebook
Twitter