Forældre kræver erstatning efter D-vitaminforgiftning

En række forældre har allerede rejst et erstatningskrav mod det firma, der producerede farlige D-vitamindråber.

Lene Bruuns datter Ida på syv uger er blevet forgiftet af for meget D-vitamin. Hun har de sidste fem uger lidt af voldsomme opkast, svedeture og dehydrering. (Foto: Lene Bruun (privatfoto))

Flere erstatningskrav er allerede blevet rejst over for Vejle-firmaet Inno Pharma, der har produceret de D3-dråber, som har indeholdt 75 gange for meget D-vitamin.

Forældre til 11 børn har indtil videre krævet erstatning gennem firmaet eller dets forsikringsselskab, oplyser Inno Pharmas produktionschef Jacob Gjelstrup.

Lene Bruun er en af forældrene, og hun håber nu, at hendes datter Ida på syv uger får en erstatning.

- Og så håber jeg også, at det er et beløb, så firmaet kan mærke, at det her har konsekvenser, siger hun.

Forældrene skal dog ikke regne med store erstatninger, medmindre børnene får varige mén. For det man typisk kan opnå, er en godtgørelse for svie og smerte på 190 kroner pr dokumenteret sygedag, fortæller Lotte Bork, der er advokat med speciale i erstatningsret.

Hun opfordrer dog forældrene til at søge et større beløb.

- Virksomheden har jo altid muligheden for at dække nogle tab, som den ikke er forpligtet til, for at redde sit gode navn og rygte, siger Lotte Bork fra Advokatgruppen.

Indtil nu er der fundet 87 børn som er påvirket af for meget D-vitamin. Heraf er seks børn stærkt påvirket.

Facebook
Twitter