Forældre og lærere vil have bedre vikarer i skolen

Arbejdsløsheden blandt lærere er rekordlav. Eleverne risikerer at få flere uuddannede vikarer og så ender det ofte med ren pasning og ikke ordentlig undervisning, mener forældre og elever.

Det går ud over undervisningen, når eleverne har vikar, fordi undervisningen ikke er lige så høj, når det ikke er en person, der har klassen over længere tid, mener Danske Skoleelever. (© Colourbox)

Der er rekordfå arbejdsløse lærere for tiden. Derfor risikerer eleverne i folkeskolen, at de skal have flere uudannede lærere som vikarer.

Det siger formanden for lærerkredsen i Fredericia, Per Breckling.

- Mit indtryk er, at antallet af vikarer er stigende på grund af den nye reform og på grund af faldende lærerledighed. De to ting gør, at der skal bruges flere vikarer, end der plejer at være, siger han.

Vikarer gør undervisningen dårligere

Det går ud over undervisningen, når eleverne har vikar. Det siger Miranda Wernay Dagsson, som er formand for Danske Skoleelever.

- Det er for det første en ny person, der skal lære klassen at kende. Og det tager tid, fordi der er drenge, der skal teste, om man kan får personen til at flippe lidt ud. Og kvaliteten af undervisningen er ikke lige så høj, når det ikke er en person, der har klassen over længere tid, siger hun.

Få ledige lærere får skoler til at vælge uuddannede

Arbejdsløsheden blandt lærerne er faldet fra 4,09 procent i august 2012 til 2,94 procent i 2014, viser tal fra Lærernes A-kasse.

Og vikarernes kvalitet daler, når arbejdsløsheden blandt lærerne bliver mindre, siger Per Breckling.

- Dermed bliver man nødt til at tage nogle andre ind, som ikke leverer samme kvalitet, som en uddannet. Det er ofte dem, der er færdige med 3.G og lige har et år, inden de skal starte på deres studie, siger Per Breckling.

Forældrene skal forlange bedre undervisning af vikarerne

Skoler skal være bedre til at have undervisningsmateriale klar, når de kalder vikarer ind. Det mener Mette With Hagensen, der er formand for Skole og Forældre.

Hun foreslår, at skolerne giver vikarerne en lille pædagogisk grunduddannelse. Og så skal der ligge undervisningsmateriale klar, som vikarerne kan bruge. Det sker nemlig alt for ofte, at eleverne spiller fodbold eller ser en film i vikartimerne.

- Desværre ser vi ofte, at det er ren pasning og ikke så meget undervisning, når der bliver brugt vikarer, siger hun.

Mette With Hagensen opfordrer skolebestyrelserne til at kræve, at vikarerne har mulighed for at undervise.

Skole i Vejle vil have bedre vikartimer

I Vejle har Kirkebakkeskolen besluttet at gøre vikarundervisningen bedre. Skolen er for øjeblikket ved at lave undervisningsmateriale til alle fagene, som vikarerne kan bruge, siger skoleleder, Anette Leonhard.

- Vi kan se, at der ind imellem opstår situationer, hvor der ikke er noget meningsfyldt til vikarerne, når de nu ikke kender børnene og måske heller ikke kender faget i bund, siger hun.

Anette Leonhard tror, at undervisningsmaterialet vil gøre kvaliteten af undervisningen bedre, når der er vikar.

Men træerne vokser dog ikke ind i himlen. I de fleste tilfælde kan undervisningsmaterialet bruges, men ikke altid.

- Der vil opstå situationer ind imellem, hvor eleverne ser en film eller laver en anden aktivitet, siger Anette Leonhard.

 

Facebook
Twitter