Forbrugerrådet: Alle har ret til en forsikring

Forsikringsselskaberne afviser flere og flere kunder på grund af bopæl eller andre kriterier. Det er problematisk, mener Forbrugerrådet Tænk.

- Nej du kan ikke få en forsikring mod indbrud hos os, når du bor i Skovparken. Sådan lød beskeden til en 19-årig kvinde fra Kolding, da hun forsøgte at få en indboforsikring hos IF. (© Colourbox)

Duer ikke - væk.

Det var beskeden til den 19-årige Lisbeth Maria Duelund, da hun henvendte sig til firmaet IF-forsikring for at få et tilbud på en indboforsikring.

Ifølge hende skyldtes den meget kontante afvisning, at hun bor i området Skovparken ved Kolding. Skovparken er nemlig et ud af 31 områder på ghetto-listen.

- De var åbne og venlige, indtil jeg gav dem mit CPR-nummer og min adresse. Så var jeg ikke så vigtig mere. De sagde, at de ikke udsteder forsikringer i mit område, siger Lisbeth Maria Duelund.

Mere og mere udbredt

Det bliver mere og mere udbredt, at forsikrings-selskaber sige nej tak til at få kunder. Sådan lyder det fra Forbrugerrådet Tænk. Rådet ser flere og flere eksempler på, at folk ikke kan få en forsikring, fordi de bor et sted, hvor der er risiko for oversvømmelser eller indbrud.

- Det er en trend, vi har set igennem de seneste ti år, at forsikringsselskaberne fokuserer meget på den enkeltes risiko. Det betyder, at præmien stiger for nogen og at andre slet ikke kan tegne en forsikring, fortæller senior-jurist Mads Mølgaard.

Din bopæl bestemmer din pris

Begrebet kaldes mikro-tarifering. Det betyder, at forskellige kriterier er betydende for, hvilken pris en kunde kan få. Hvis du bor et sted med mange tyverier eller risiko for oversvømmelse, så bliver det dyrere. Tidligere fik alle kunder den samme pris.

Det vækker harme, at selskaberne sorterer i kunderne på den måde. Forsikringsselskaberne glemmer det ansvar, de har overfor samfundet, siger folketingskandikat for socialdemokraterne Christian Rabjerg Madsen.

- De bærer et samfundsansvar og har en opgave, der er vigtig for rigtig mange borgere. De ender med at udelukke de svageste i samfundet, og det er helt horribelt, siger han.

Grundtanken skrider

Det bekymrer også Forbrugerrådet Tænk, at nogle kunder får et nej, når de henvender sig. Det går stik imod idéen med forsikringerne, mener Mads Mølgaard.

  - Det er et skred i grundtanken med forsikringer. Idéen med solidariteten forsvinder, så snart det handler om at adskille den gode og den dårlige risiko, siger Mads Mølgaard.

Hos forsikringsselskabet IF-forsikring fortæller den presseansvarlige, Birgitte Ringbæk, at Lisbeth Maria Duelund godt kunne få en forsikring, hvis hun ønsker det.

- Vi vurderede, at der var for stor risiko ved at give hende et konkurrencedygtigt tilbud. Derfor valgte vi at sige nej. Hun kan sagtens få en forsikring - bare ikke til en særlig god pris, siger hun.

Alle skal have lige adgang

Det er vigtigt, at alle borgere har lige og billig adgang til forsikringsmarkedet, mener Mads Mølgaard. Derfor burde man tvinge selskaberne til at sige ja til alle, der henvender sig.

- Det første skridt på vejen må være at indføre en forsikringspligt. Det betyder, at selskaberne ikke kan sige nej til en potentiel kunde. Hvis det ikke hjælper, må vi se på, om der er andre muligheder, siger han.

Tilbage i Skovparken undrer Lisbeth Maria Duelund sig stadig over, at hendes bopæl var grund nok til at få et afslag.

- Jeg har boet her i ti år og er glad for at bo her. Jeg har ikke oplevet nogen problemer, siger hun.

Hun har nu fået en forsikring til sit indbo i et andet selskab, der ikke har problemer med, hvor hun bor.

Facebook
Twitter