Formand: Skjulte plejehjemsoptagelser bør være pensum på SOSU-skoler

TV2-dokumentaren er vigtig for undervisningen af kommende SOSU'er, mener formand for Danske SOSU-skoler.

Camilla Jørgensen er elev ved Social- og Sundhedsskolen i Vejle, og hun er både rystet over og ked af de skjulte optagelser, hun har set. (Foto: Peter Frandsen Siggaard © dr)

Den meget debatterede TV2-dokumentar med skjulte optagelser fra to plejehjem bør være pensum på landets social- og sundhedsuddannelser.

Optagelserne, der blandt andet afslører manglende bleskift og personale, der taler henover hovedet på beboerne, er klokkeklare eksempler på, hvordan pleje ikke skal foregå, og det kan SOSU-eleverne lære af, mener formanden for Danske SOSU-skoler Lisbeth Nørgaard.

- Vi vil bruge udsendelserne og eksemplerne fra TV som undervisning, så vi kan lære af det. Det bør vi gøre, for det er ikke sådan, det skal være. Jeg håber, at alle skoler efter sommerferien vil bruge eksemplerne, så vi kan få gode, faglige drøftelser med eleverne, siger hun.

Elever bør se og tale om optagelser

En af eleverne er 18-årige Camilla Jørgensen fra Vejle. Hun går på Social- og Sundhedsskolen Fredericia - Vejle - Horsens og vender efter sommerferien tilbage til skolen.

Hun er helt enig i, at de skjulte optagelser bør være noget, eleverne bliver præsenteret for.

- Jeg synes, at det er en rigtigt god idé. En af mine lærere har haft nogle andre klip med fra nogle andre programmer - det satte gang i en rigtigt god debat i klassen og gav noget til undervisningen, siger Camilla Jørgensen.

Hun har selv været i praktik og kommer ikke tilbage til skolen med oplevelser, der ligner dem, som TV2's dokumentar viser.

- Det er en helt anden hverdag end den, jeg oplevede, da jeg var i praktik. Men jeg fik ondt i maven over, at andre kan opleve os sådan. For så kan jeg godt forstå, hvis der er negative fordomme om vores erhverv, siger hun.

Relevant at bruge aktuelle sager

På Camilla Jørgensens skole i Vejle kan uddannelseschef Anne Bak Larsen også godt se relevansen i at inddrage dokumentaren i undervisningen.

- Vi vil gerne gøre vores undervisning så virkelighedsnær som muligt, og derfor tænker jeg, at det vil være meget relevant at inddrage aktuelle sager, siger uddannelseschefen.

Anne Bak Larsen tilføjer, at refleksion over hvad man gør, og hvorfor man gør, som man gør, allerede fylder meget i undervisningen.

- En aktuel sag som denne vil være med til at virkeliggøre for eleverne, hvad det handler om, og hvad de risikerer at opleve, når de kommer ud, siger Anne Bak Larsen.

Selv om Camilla Jørgensen ikke selv har oplevet situationer som dem i dokumentaren, mener hun, at de skjulte optagelser er vigtige for hende og de øvrige elever.

- Man kan få en forståelse for, hvorfor der er nogle pårørende, der er lidt skeptiske. Det gør også, at man tænker over, om det, man gør, er godt nok, siger hun.

Facebook
Twitter