Unge har brug for et sted, hvor de kan debattere med hinanden. Derfor roser både en forsker og Dansk Ungdoms Fællesråd initiativet Debatten for Katten i Vejle.
'Debatten for Katten' er en gruppe unge, der mødes på biblioteket for at diskutere. Ikke for at blive enige - kun for at udveksle argumenter.
Initiativet fra vækker stor applaus hos lektor på Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, Niels Henrik Møller Hansen.
Har fat i noget centralt
- De her unge har virkelig fået fat i noget centralt. Jeg tror, at der er et behov, som man alt for sjælendt får øje på, for som ung at have et sted, hvor man kan få lov til at diskutere politik, uden at det nødvendigvis indebærer så meget andet, siger Niels Henrik Møller Hansen.
Derfor er det faktisk rigtig flot, at unge i Vejle har skabt deres debatforum, der hedder 'Debatten for Katten', mener han.
Dansk Ungdoms Fællesråd støtter blandt andet foreninger og partiernes ungdomsorganisationer, og de mener også, der et behov for at øge den indsats, der kan hjælpe unge i gang med politisk debat, fortæller formanden, Signe Bo.
Godt for demokratiet
- Jeg tror aldrig man kan gøre nok, for at sikre, at den næste generation også bliver den bedste demokratiske generation vi har. Der er måske kommet en tendes til at tro, at når vi har et demokrati, så skal vi nok finde ud af det, siger Signe Bo.
Der er meget, som tyder på at interessen for debat og politik findes mange steder blandt unge, mener Niels Henrik Møller Hansen.
- Man må konstatere, at unge enormt gerne vil politik. Når man måler på deres politiske engagement og deltagelse, så er den rigtig høj, siger forskeren.
Dansk Ungdoms Fællesråd arbejder konkret med unge og politik på blandt andet skoler og gymnasier.