Fredericia halter efter naboerne, når det gælder turisme - så nu tager hotellerne sagen i egen hånd

Kolding og Vejle tiltrækker langt flere turister end Fredericia. Kommunen erkender, at området har fået for lidt opmærksomhed.

Med halvt så mange overnattende gæster som Kolding og en tredjedel af Vejle savner hotellerne i Fredericia, at kommunen gør en større indsats for turisterne. Den indsats er på vej, lover viceborgmesteren, men hotellerne har nu også taget sagen i egen hånd. (© Fredericia Kommune)

Som turist i Fredericia kan du besøge fredet natur, få en guidet tur på en historisk vold og spise på en Michelin-stjernet restaurant.

Alligevel er turisterne udeblevet, og det har fået byens hoteller til at lave sammenslutningen ’Experience Fredericia’, som skal markedsføre byen og få turisterne lokket til.

- Fredericia har udviklet sig helt enormt i de seneste syv-otte år, og nu er tiden altså kommet til, at vi skal fokusere på turismen også, siger Grete Højgaard, der er direktør i Messe C i Fredericia og formand for Experience Fredericia.

Det første konkrete skridt på vejen mod flere gæster til byen er, at Experience Fredericia har ansat en salgs- og marketingschef, der skal sætte skub i udviklingen.

I 2019, før coronakrisen, havde Fredericia 265.000 overnattende gæster. Det er til sammenligning det halve af nabokommunen Kolding og blot en tredjedel af overnatningstallet i Vejle, viser tal fra Danmarks Statistik.

'Kommunen har gjort det forkert'

Einar Kring er direktør hos hotel Best Western Plus i Fredericia og med i sammenslutningen. Ifølge ham bærer politikerne en stor del af ansvaret for, hvorfor Fredericia ikke kan måle sig med nabokommunerne, når man måler på overnattende gæster.

- Kommunen har gjort det forkert. De har anvendt ressourcerne i lokale henseender, og vi ville gerne have det på det nationale niveau. Vi har fokuseret på at komme bredere ud i Danmark, så man tiltrækker folk, der overnatter her, i stedet for, at det kun er dagsturister, siger Einar Kring.

- Det er på flere områder, at der er nogle ting, der er blevet forsømt. For det første har strategien for at vise, hvad vi kan, ikke været helt klar, og for det andet har der ikke været en overordnet plan for, hvad vi skal kunne, siger han.

  • Østerstrand i Fredericia er en bystrand få hundrede meter fra byens centrum. Foto: Fredericia Kommune
  • Lillebæltsbroen med marsvin-safari i forgrunden. (Foto: Claus Fisker © Fredericia Kommune / Claus Fisker)
  • Det Hvide Vandtårn ligger på volden i Fredericia. Foto: Fredericia Kommune
  • Gågaden i Fredericia. (Foto: Claus Fisker © Fredericia Kommune / Claus Fisker)
1 / 4

Men den overordnede plan er på vej.

Det siger Susanne Eilersen (DF), der er viceborgmester i Fredericia Kommune. For hun erkender, at det er et område, der ikke har fået nok opmærksomhed.

- Vi har ikke været gode til at få os markedsført. Alle byer kan etablere sig med en forlystelsespark, men Fredericia Vold og vores kulturhistorie ligger ikke andre steder, og det har vi været for dårlige til at få markedsført ude omkring i Danmark, siger Susanne Eilersen.

- Turismen har måske været lidt glemt bagerst i skuffen, men det er fundet frem, og det vil man se i budgettet, at vi i kommunen vil turismen. Det er der fuld opbakning til fra et enigt byråd, siger hun.

Droppet samarbejde med andre kommuner

Susanne Eilersen fortæller, at der er givet håndslag på at sætte flere penge af til turisme i kommunens budget, og så har man også valgt at gå lidt mere solo for at tiltrække turisterne.

- Lige nu står vi i et skifte, fordi vi har meldt os ud af et turismesamarbejde med blandt andre Billund og Middelfart, fordi vi ikke følte, at vi fik nok ud af det. Og vi har vedtaget i budgettet, at vi vil udarbejde en ny turismestrategi. Den er undervejs, men det er ikke slået igennem endnu her til sommer, siger Susanne Eilersen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke har konkrete planer for sommeren 2021.

- Denne sommer vil vi bruge nogle penge på ekstra markedsføring, hvor vi især vil gå efter børnefamilier og i sensommeren +50-segmentet, siger hun.

Men kan det ikke bare være fordi, at Fredericia ikke har lige så meget at byde på som nabokommunerne?

- Jeg køber ikke, at vi ikke har noget at byde ind med, vi har bare ikke været så gode til at fortælle om det. Turister giver både liv og omsætning, og hvis man er turist et sted, kan det være første skridt til en bosætning. Vi har utroligt mange kulturelle og historiske ting i Fredericia, som jeg tror, at mange danskere ikke er klar over. Og det er jo en fejl, siger Susanne Eilersen.

Facebook
Twitter