Fredericia kan blive nyt datacentrum: Google slår sig ned i byen

Den amerikanske IT-gigant, Google, køber en grund i Fredericia, som for eksempel kan bruges til et datacenter.

Den amerikanske søgegigant, Google, har købt en stor grund i Fredericia, som måske skal bruges til et stort datacenter.

Når du fremover søger informationer om alt fra bustider til bageopskrifter på Google, så kan det være, at dine data ryger en tur gennem et nyt datacenter i Fredericia.

Den amerikanske søgemaskine Google har købt en stor erhvervsgrund ved Fredericia for 65 millioner kroner til et muligt datacenter.

- Vi er selvfølgelig rigtig glade og stolte, lyder det fra Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard.

Information skriver, at it-giganten har købt en grund i industriområdet Prinsessens Kvarter, der ligger uden for Fredericia.

- På nuværende tidspunkt har vi ikke planer om at bruge grunden, men vi vil sikre os muligheden for at ekspandere vores datacentre i Europa, hvis vores arbejde kræver det, lyder det fra Google i en mail til Ritzau.

Mens borgmester Jacob Bjerregaard er forsigtig med at udtale sig om, hvad det kan betyde for Fredericia, så er erhvervsdirektør for Business Fredericia, Kristian Bendix, ikke bange for at sætte tal på antallet af arbejdspladser.

- Når centeret er etableret, så estimerer jeg, at der er et par hundrede arbejdspladser og over 700 mand i adskillige år i opbygningsfasen, siger han.

Direktøren for Trekantområdet Danmark, Morten Rettig, ser først og fremmest en god brandingværdi i købet af jorden.

- Vi kan bruge Google til at sige, at her er attraktivt nok til, at de største i verden vil lege med, siger han.

For et par år siden købte Apple en grund nær Viborg, mens Facebook slår sig ned i Odense.

Facebook
Twitter