Frederik har ADD: God hjælp sikrede ham studenterhuen

Fredericia Gymnasium har haft stor succes med en vejleder, der hjælper elever med psykiske handicap.

Frederik Fournaise er i dag 24 år, og gennemførte gymnasiet med god støtte fra Fredericia Gymnasiums socialpædagogiske konsulent. (Foto: Frederik Fournaise/Privat)

ADHD, Asperger, autisme. En psykisk forstyrrelse er for mange unge ensbetydende med, at de ikke kan gennemføre en uddannelse. Men på Fredericia Gymnasium kan de, for her har de Mette.

Mette Toft Hjørringgaard er som specialpædagogisk konsulent ansat til at hjælpe elever, der har behov for meget struktur gennem gymnasiets mange opgaver, afleveringer og projekter.

Gymnasiet har 60 unge med psykiske diagnoser, der har fået studenterhuen på siden 2010. En af den er 24-årige Frederik Fournaise. Han har ADD, og det gav ham ekstra udfordringer i gymnasiet.

- Hvordan starter man på en opgave? Hvordan husker man at få nogle punkter med i en opgave? Jeg følte, at min verden kunne vælte, når jeg ikke kunne overskue det, og så havde jeg svært ved at komme i gang med opgaverne, fortæller han.

ADD minder om ADHD, men mennesker med ADD er mere stille og rolige i deres fremtræden end folk, der er ramt af ADHD.

I følge Frederik Fournaise lykkedes det at gennemføre gymnasiet, fordi han fik hjælp af skolens vejleder Mette Toft Hjørringgaard.

- Det er en lille indsats, vi gør for, at eleverne kan gennemføre deres uddannelse. Mange af dem tager også en videregående uddannelse, så det er en vigtig ting, vi gør for dem, siger Mette Toft Hjørringgaard.

Mette Toft Hjørringgaard er socialpædagogisk konsulent på Fredericia Gymnasium. (Foto: Stine Lilliecrona © dr)

Hun mener, at opskriften på succes er kontinuitet og personlig kontakt med de unge, når lektierne bliver svære.

- De har mig. De skal ikke både finde en studievejleder, en psykolog, en lærer eller en fra ledelsen. De kan altid finde herned, siger hun.

Hos Danske Handicaporganisationer er der stor ros til Fredericia Gymnasium.

- Undersøgelser viser, at som handicappet, er det ekstra vigtigt at have en uddannelse for at få et job, siger formand Thorkild Olesen.

Organisationen har gennemført en undersøgelse blandt 1400 undervisere på landets gymnasie- og HF, og mange af dem føler ikke, de er godt nok rustet til at undervise elever med handicap. Flere gymnasier bør derfor hurtigt komme i gang med at gøre som i Fredericia, mener Thorkild Olesen.

- Hvis der ikke bliver handlet inden for meget kort tid, så taber vi et par generationer af unge, som så kommer til at leve i kontanthjælpssystemet, forudser han.

For Frederik Fournaise gik vejen til studenterhuen via en alternativ studieform, som han fandt frem til sammen med Mette Toft Hjørringgaard.

- Jeg spillede Playstation. Det var rart, for så blev det ikke bare skole, skole, skole, det hele, siger han.

Mette Toft Hjørringgaard fik ham desuden til at dele opgaverne op i mindre bidder.

- Jeg delte dagene op. Det gav mig et superoverblik, og gjorde opgaverne meget mere overskuelige. Det hjalp mig rigtigt meget, da jeg gik i gymnasiet, fortæller han.

Facebook
Twitter