Bag sorte mure og høje hegn udenfor Fredericia ligger Googles nye datacenter – det femte i Europa.
Her ender dine fotos, mails og personlige oplysninger, når du gemmer dem i skyen.
Men det er også her, Googles søgemaskine holder til. For eksempel finder serverne den YouTube-video, du gerne vil se med Billie Eilish eller Gilli.
Tekniker Jesper Salling er en af de 150 ansatte. Han sørger for, at der er strøm på serverne og lys i lamperne. Og selv om han har været ansat i to år, ved han ikke, hvad der er gemt af data på serverne.
- Det er en del af vores sikkerhedspolitik, at vi ikke præcist ved, hvad der ligger her ud over vores googleservices, siger Jesper Salling.
Han er egentlig uddannet elektriker, men er ad snørklede veje endt hos Google.
- Det er lidt fedt at kunne sige, at man arbejder for et af verdens største IT-virksomheder. Det er ikke bare kedelige dage på kontoret, siger han.
Har kostet 4,5 millioner
Datacentret i Fredericia har kostet 4,5 milliarder kroner, og flere end 2.000 personer har været beskæftiget på byggepladsen i de to år, byggeriet har stået på.
Datacentret er det femte i Europa, og der er en grund til, at valget faldt på Fredericia, siger kommunikationschef Jesper Vangkilde.
- Vi har kigget ud over europakortet. Og trekantområdet er et stærkt erhvervsområde med mange underleverandører, og hvor det kan betale sig at drive virksomhed, siger kommunikationschef Jesper Vangkilde.
Erhvervsdirektøren i Business Fredericia Kristian Bendix Drejer regner da også med, at Googles tilstedeværelse vil kunne mærkes.
- Der bliver lavet flere investeringer på uddannelsesområdet, der kommer arbejdspladser derude, og der kommer også afledte arbejdspladser, siger Kristian Bendix Drejer.
Tekniker Jesper Salling mener, at det er en stor tillidserklæring, at Google har valgt Danmark.
- For det første har vi meget grøn energi, infrastrukturen er i orden og der er meget kvalificeret arbejdskraft, som kan holde et teknisk krævende datacenter i gang, siger han.
Solcelleparker skal gøre strømmen grøn
Det kræver store mængder af strøm at holde serverne i gang. Men ifølge Google selv er datacentret i Fredericia et af de grønneste i verden.
Det skyldes, at firmaet har investeret i fem solcelleparker over hele Danmark med en samlet kapacitet på 160 megawatt.
Solcelleparkerne i Danmark ligger i Morsø, Gimming ved Randers, Norddjurs, Rødby Fjord og Næstved.
Samtidig får firmaet dansk hjælp til at finde teknologiske løsninger, der kan reducere forbruget af C02 endnu mere.
Andre tech-giganter har også datacentre i Danmark. Facebook er placeret i Odense og Apple i Viborg.