Gymnasieelever vil redde døende fjord

En gymnasieklasse vil transplantere ålegræs i Vejle Fjord.

Ålegræsset er forsvundet fra fjorden, og med det er ål, fladfisk og torsk også kraftigt på retur. (Foto: Lars Vitting © DR vejret)

En blød, mudret masse af døde alger ligger i et tykt lag på bunden af Vejle Fjord. Det har betydet, at ålegræsset er forsvundet fra fjorden, og med det er ål, fladfisk og torsk også kraftigt på retur. Til gengæld har krabberne fået overtaget i fjorden.

Men nu skal gymnasieelever fra Rødkilde Gymnasium i Vejle forsøge at skabe nyt liv i fjorden.

Det skal ske ved at transplantere ålegræs fra gode områder af fjorden til mindre gode, fortæller leder af gymnasiets marinbiologiske linje, Peter Dahm.

Ålegræsset er forsvundet fra dele af Vejle Fjord. Nu vil gymnasieelever forsøge at transplantere ålegræs fra andre områder. (© www.roskilde-fjord.dk)

- Vi vil gerne deltage i forsøget ved at reetablere eller udvide ålegræsbedene, siger han.

Forsøget skal ske i samarbejde med Vejle Kommune og Syddansk Universitet, hvor lektor Mogens Flindt har udviklet en metode til at transplantere ålegræs.

Gymnasieeleverne skal dels udpege egnede steder til at transplantere ålegræs, udføre det praktiske arbejde og overvåge de nye ålegræsbede, der kommer forhåbentligt kommer ud af forsøget.

- Man binder nogle små ålegræsskud fast på et rionet, som man sætter ned i en ustabil bund. Så vokser de derfra, og deres rødder binder den bløde bund sammen, forklarer Peter Dahm.

I Odense Fjord har et forsøg vist, at 10 ålegræsplanter på to år kan blive til et bed på 90 planter, og i Vejle Fjord er behovet stort, siger lektor Mogens Flindt, der sammen med medarbejdere fra Vejle Kommune har besigtiget fjorden.

- Det var helt tydeligt, at på nogle lokaliteter så det rigtigt skidt ud, siger Mogens Flindt.