Har far været i bad? Følg med i hjemmeplejens indsats hos dine forældre

Via computer eller tablet kan pårørende se, om mormor har fået sin medicin.

Fik far sine piller, og kom han i bad? 300 pårørende følger med i hvordan Fredericia Kommune hjælper deres ældre familiemedlemmer. (Arkivfoto). (Foto: Heidi Trillingsgaard © DR Nórdjylland)

Pårørende kan i frokostpausen, på ferien sydpå eller på den anden side af kloden holde sig ajour med, hvordan det går med den plejekrævende mor, bedstefar eller onkel i Fredericia.

Fredericia Kommune var blandt de første til at tage en digital borger-portal i brug. Kommunen har efterhånden fået et par års erfaring med systemet Nexus Borger-Portal, der har omkring 15 af landets 98 kommuner med.

- Vi har kun oplevet stor tilfredshed med det, både blandt borgerne og blandt de pårørende. Vi har erfaring med, at mange pårørende fra udlandet følger med i vores plejeplan, siger Bodil Grøn, der er projektleder i hjemmeplejen i Fredericia.

Børges søn får fuldmagt

Systemet er ikke kun for pårørende. Borgerne kan selv læse med, og det gør førtidspensionist Børge Larsen, der på længere sigt vil give sin søn fuldmagt til at læse med.

- Hvis jeg nu bliver dement, må han gerne gå ind og se, hvad der sker med mig. Det vil være meget fornuftigt, hvis jeg ikke kan tage vare på mig selv, siger han.

Børge Larsen er en af omkring 300 - flest pårørende, der bruger portalen hver måned. Nogle af de pårørende følger med fra Norge, Sverige og Tyskland. Men også en pårørende i Australien bruger systemet, der sikkerhedsmæssigt baserer sig på NemId.

- Vi får tilbagemeldinger om, at der er stor tilfredshed med at læse om den faglighed, vi lægger i arbejdet med borgerne. Både over for ægtefæller, børn og øvrige pårørende får vi afmystificeret en del, siger Bodil Grøn.

Det er IT-virksomheden KMD, der har udviklet portalen. 15 kommuner er koblet på og håbet er at nå op på 30 kommuner næste år.

Videomøder på vej

- Erfaringerne fra Fredericia har været, at der er rigtigt mange pårørende, der har et behov for flere digitale hjælpemidler i hverdagen, siger direktør i KMD Christian Scheuer.

KMD er i gang med at udvikle næste trin, der er en videoløsning, så de pårørende ikke behøver være fysisk tilstede, hvis der opstår behov for at mødes med kommunen.

- I virkeligheden er det både en aflastning, som også giver mulighed for at være tættere på, og følge mere med end en travl hverdag giver plads til i dag, siger Christian Scheuer.

Facebook
Twitter