Heidi blev fyret, da finanskrisen startede: Jeg mistede mit selvværd og min selvtillid

Ti år efter finanskrisen husker Heidi Pedersen stadig, da chefen kom med en fyreseddel.

Fyring og finanskrise sidder stadig dybt i 45-årige Heidi Pedersen. I dag har hun dog startet sin egen butik i Vejle.

I dag er Heidi Pedersen fra Vejle herre i eget hus.

Hun ejer butikken Smagdansk midt i Vejle, som hun startede for et halvt år siden. Men inden hun åbnede butikken, hvor hun udelukkende sælger danske madvarer og andre produkter, var hun igennem små ti år, hvor hendes tilværelse direkte og indirekte var præget af finanskrisen, som startede for netop et årti siden i disse dage.

Dengang var Heidi Pedersen ansat som butikschef i en butik i Vejle. Men da krisen kom, blev hun fra den ene dag til den anden fyret fra jobbet.

- Det var et kæmpechok for mig. Jeg oplevede, at tæppet blev fejet væk under mig. Jeg var nede i flere måneder, for jeg troede, at jeg skulle være i den butik til jeg skulle på pension, fortæller Heidi Pedersen i dag.

Hun husker fyringen og tiden bagefter som en tid, hvor al selvværd og selvtillid forsvandt. Dengang var hun alenemor til to, og pludselig var der meget lidt at gøre godt med i husholdningen.

- Jeg havde sådan nogle sorte konvolutter, som jeg styrede økonomien med. På en stod der mad, på en anden ferie og på en tredje måske fritid, siger Heidi Pedersen, der også husker tiden som en sort tid.

- Jeg gik med følelsen af, at jeg ikke duede til at være i butik, og at jeg derfor aldrig mere skulle søge den slags jobs. Derfor søgte jeg væk og har siden arbejdet flere steder på kontor og som handicaphjælper blandt andet, fortæller hun.

I dag kan Heidi Pedersen se, at hun har været vidt omkring rent jobmæssigt. Men hun kan også se hvorfor.

- Som konsekvens af finanskrisen og fyringen blev jeg helt slået ud af kurs, og det er først her, hvor jeg har åbnet min egen butik, at jeg er ved at komme på rette hylde igen, siger hun.

Når Heidi Pedersen kigger tilbage på tiden efter finanskrisen, kan hun godt se, at der også er kommet noget godt ud af det.

- I dag tænker jeg meget mere over mit forbrug. Når jeg skal købe noget, tænker jeg over, om det er nødvendigt, og prioriterer ofte, at jeg hellere vil købe lidt men godt, siger hun.

Kriser rammer i bølger

Heidi Pedersen vil altid have oplevelsen med fyringen i 2008 i baghovedet, men hun spekulerer ikke meget over, om der kan komme en ny finanskrise, som kan få indvirkning på hendes liv og den nye butik.

-Jeg tror, at det rammer i bølger, det viser historien. I firserne havde vi krise og kartoffelkur, i nullerne den store finanskrise. Det kommer nok igen, men forhåbentlig ikke så slemt som sidst, siger Heidi Pedersen.

Facebook
Twitter