Helt boligområde blev '100 procent frikendt' for forurening – men nu er der alligevel en risiko

En række beboere i Grindsted er utilfredse med, at deres grund måske er knap så forureningsfri, som de blev lovet.

Elisa Daae er grundejerforeningsformand i et område, som egentlig blev kaldt forureningsfrit, men nu er der alligevel en risiko, vurderer Billund Kommune. (Foto: PRIVATFOTO)

En strid om forurenet vand har fået en række beboere i det sydlige Grindsted til at råbe op.

Da deres grund i 2006 blev udstykket, blev de lovet, at forureningen fra det tidligere Grindstedværket ikke spillede en rolle netop i det område.

Men nu forbyder Billund Kommune dem at bruge vand fra deres egen havevandsboring - netop på grund af forureningsfaren fra det tidligere grindstedværk.

Det har fået en række af boligejerene i området til at sende enslydende klager til kommunen. En af dem er Michael Andreasen Holm.

- Jeg er bange for, at vi stiltiende kommer til at acceptere, at området bliver ændret fra noget, der i sin tid blev 100 procent frikendt for forurening, til noget, hvor man skal tænke over, om det kan være usundt at bo herude, siger han.

For hvis man tog så meget fejl i 2006, hvem siger så, at man ikke også tager fejl nu, lyder det fra Michael Andreasen Holm.

Der var nemlig ingen slinger i valsen tilbage i 2006, da en rapport lavet for det, der dengang hed Grindsted Kommune, fuldkommen frikendte området for forurening. Det har nu ændret sig, og Michael Andreasen Holm savner dialog med Billund Kommune om sagen.

- Det er bare en kæmpestor katastrofe at udstykke et boligområde med potentielt 1.200-1.500 parceller på, hvis området er forurenet. Det er jo folks sundhed, men også livsinvesteringer og privatøkonomi, man gambler med, siger han.

Ekspert opfordrer til ikke at dyrke afgrøder

Det er forurening fra byens sydlige losseplads, der med tiden er drevet ind under området dybt nede.

I Grindsted er der mange, der har egen havevandsboring, som de vander haven med, fordi jorden under byen er meget sandet og har behov for meget vand for ikke at tørre ud.

Billund Kommune mener ikke, at det kan afvises, at forureningen kan trækkes med op, når man bruger egen havevandsboring, og derfor vil man udvise forsigtighed ved at forbyde praksissen.

Lisbeth E. Knudsen, der er professor i toksikologi på Københavns Universitet, mener, at kommunen i sin tid skulle have tænkt sig bedre om.

- De vidste jo, at de havde alle de depoter, de vidste, at det sivede ud, og de vidste, hvilken vej det løb – nemlig ud mod Vesterhavet. Så jeg synes, det er rigtig kedeligt, at der ikke er tænkt noget mere over det dengang, og det er jo ikke ret længe siden, siger hun.

Hun opfordrer til, at man ikke dyrker afgrøder i området, hvis man ville bruge vand fra en havevandsboring til at vande det. Det gælder også krydderurter.

Her kan Elisa Daae tænde og slukke for sprinklerne, der er bygget ned i hendes græsplæne, og som bruger vand fra hendes egen havevandsboring. Det må hun snart ikke længere. (Foto: PRIVATFOTO)

Kræver klart svar fra kommunen

Michael Andreasen Holm giver ikke meget for det forsigtighedsprincip, som kommunen forsøger at udvise. For hvor stopper det så, spørger han.

- Hvis man skal gå med forsigtighedsprincippet i så stor skala, så bør man jo flytte hele Grindsted by. Det lyder måske sindssygt, men det mener jeg rent faktisk, siger Michael Andreasen Holm.

- Man skylder os at lave yderligere undersøgelser, inden man af forsigtighedsgrunde pådutter os nogle nye vilkår at bo herude på, siger han.

Elisa Daae er grundejerforeningsformand i området, og hun har været med til at sende klager fra mange af områdets husejere videre til Billund Kommune.

Hun mener også, at kommunen skylder dem klart svar på, om området er forurenet, og hvor det i givet fald stiller husejerne.

- Vi er selvfølgelig bekymrede. Man kommer til at tænke over, om der er andre sundhedsskadelige ting, samtidig med at det kan have stor betydning for grundens og husets værdi, siger hun.

- Hvis kommunen vælger ingenting at gøre, så må vi eventuelt få noget juridisk rådgivning i forhold til, hvad vores rettigheder er herude, siger Elisa Daae.

Se svar på kritikken fra Billunds borgmester, Stephanie Storbank, i faktaboksen længere oppe i artiklen.