Her vælger nye danskere selv, om de vil trykke en mand eller kvinde i hånden

Hedensted giver frit valg ved kommende grundlovsceremonier.

Hedensted Kommune vil fremover stille med både en mand og en kvinde til grundlovsceremonier. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Der skal et håndtryk til, hvis man vil have dansk statsborgerskab.

Men i Hedensted Kommune har man besluttet, at ansøgerne selv må vælge, om man vil trykke hånd med en mandlig eller kvindelig repræsentant for byrådet, når man får sit statsborgerskab ved en grundlovsceremoni.

- Jeg synes, det vigtigste er, at de skriver under på, at de vil respektere dansk lov og danske værdier. Hvem de giver håndtrykket til - om det er en herre eller en dame - synes jeg ikke er så vigtigt, siger Hedensteds socialdemokratiske borgmester, Kasper Glyngø.

Han har opbakning fra et samlet byråd, også fra Venstre og Dansk Folkeparti, der ellers har været store fortalere for loven.

Beslutningen i Hedensted Kommune bliver mødt med en vis undren hos Venstres indfødsretsordfører, Morten Dahlin. Han vil have udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til at svare på, om Hedensted Kommune er på ret kurs.

Vil have redegørelse

- Vi har bedt ministeren om en redegørelse for at finde ud af, om det er i overensstemmelse med reglerne, at en kommune kan tage hensyn til folk, der af religiøse årsager ikke har lyst til at trykke det modsatte køn i hånden, siger Morten Dahlin.

I praksis er det ofte borgmesteren, de nye danskere skal give et håndtryk, men af lovens paragraf 8 fremgår det kun, at der skal være tale om en eller flere kommunale repræsentanter.

Derfor mener Kasper Glyngø, at kommunen er på sikker grund.

- Fakta er, at der står helt klart i loven, at de bare skal trykke hånd med en repræsentant for kommunalbestyrelsen, siger borgmesteren.

Han er heller ikke bekymret over, at Venstre går til ministeren med sagen.

- Det er ikke første gang, at vi ude i kommunerne skal få en - hvad skal jeg sige - lidt speciel og lidt fjollet lovgivning til at virke i praksis. Det har vi et pragmatisk forhold til i Hedensted Byråd, og alle kunne bakke op om, at det her er en fin måde at få håndtrykket på, siger Kasper Glyngø.

V og DF bakker op i byrådet

I byrådet sidder også Venstre-manden Ole Vind. Han stemte for forslaget og går ud fra, at hans borgmester ikke kommer med forslag, der er i strid med loven.

- Hvis borgmesteren ønsker det, så vil vi gerne støtte ham i det, hvis det er inden for loven. Det går jeg da ud fra, at det er, for ellers havde borgmesteren vel ikke fremlagt det for byrådet, siger Ole Vind.

Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby er både viceborgmester i Hedensted Kommune og medlem af Folketinget, hvor hans parti ivrigt har bakket op om loven. Hans udgangspunkt er, at de, som får tildelt statsborgerskab, hilser på alle, der er til stede under ceremonien.

- Når de bliver inviteret på rådhuset til en statsborgerskabsdag, så skal de selvfølgelig også sige goddag til både borgmesteren og til det kvindelige byrådsmedlem, siger Hans Kristian Skibby, der ligesom resten af byrådet støtter beslutningen.

At Hedensted Kommunes måde at gennemføre grundlovsceremonierne på har vakt politisk opsigt, tager borgmester Kasper Glyngø dog helt stille og roligt.