Højsæson for alarmer: Vi sikrer vore huse som aldrig før

Der er travlhed i alarmbranchen. Flere firmaer har mere end tredoblet omsætningen på få år.

Antallet af alarmer i private hjem stiger og stiger. (Foto: Lars von Magius - DR Trekanten)

Salget af alarmer til hjemmet boomer. Det viser en rundringning til fem leverandører af privatalarmer, P4 Trekanten har lavet.

Specielt i månederne op til jul og sommerferierne er der gang i salget, men selskaberne har også mærket en generel stigning i løbet af de seneste år.

- Vi har set en fremgang de sidste fem år på cirka 300 procent, siger Peter Folman, der er channel manager for Dansikring Direct og Verisure.

Vi sikrer os for dårligt

 Han tror, det eksplosive salg skyldes, at medierne har haft stor fokus på, at danskerne ikke er gode nok til at sikre sig mod indbrud.

- Det er måske også årsagen til at vi har en af de højeste indbrudsrater i Europa. Vi er lige blevet overhalet af Grækenland, men ellers har vi ligget nummer et i mange år. Og vi ligger stadig nummer et i Norden.

 

Peter Folman har svært ved at lave en en generel beskrivelse af, hvem der køber alarmerne, men der er trods alt nogle kendetegn, der går igen blandt mange købere.

- Den typiske er en husejer. Der er flere og flere i lejligheder der også får alarm, men det er stadig en minoritet. Og så er det ofte børnefamilier. Folk sikrer ikke kun deres værdier, de vil også gerne sikre familien.

Ville ikke undvære alarm

Og hjemme hos familien Sundberg i Bredsten ville de ikke undvære alarmen.

- Hvis vi ikke havde alarm ville vi ikke føle os trygge. Den giver os ro i sindet, siger pilot Kristoffer Sundberg.

Familien har haft alarm i flere år, men har netop fået et helt nyt og meget mere avanceret alarmsystem, fordi det gamle svigtede da de var på vinterferie tidligere i år, så familien fik indbrud, på trods af alarmen. Det har dog ikke svækket Kristoffer Sundbergs tro på at en alarm er nødvendig.

- Desværre er der mange der ikke kan finde ud af hvad der er dit og mit, så jeg synes efterhånden det er et must at have et alarmsystem når man bor i hus. Jeg kunne ikke finde på at bo i et hus uden alarm - slet ikke efter den oplevelse vi havde i uge syv, hvor alt var rodet igennem.

Køber alarmer i bundter

Også firmaet HomeAlarm melder om stigende salg af private alarmer, og det er ofte netop indbrud der sætter gang i salget

- For eksempel hører man om at der har været indbrud i fem eller ti huse på samme vej på dag, og så er det naboerne snakker hen over hækken om ikke de skal få sig en alarm, siger supporter Thomas Pilegaard Hansen fra Home Alarm.

Homealarm oplever i stigende grad at ejerforeninger slår sig sammen om at købe alarmsystemer, dels for at få rabat, dels for at få mere tryghed i kvarteret.

Politiet: Kan give falsk tryghed

Men alarmer er ikke nødvendigvis den bedste måde at sikre sit hus på, for de kan give en falsk tryghed, lyder det fra politiet.

- Vi vil hverken fraråde eller tilråde alarmer, men det vigtigste er helt klart at huset fysisk er sikret mod indbrud. Det hjælper ikke meget at sætte alarm på en papkasse, siger politikommisær Kuno Jensen, leder af det kriminalpræventive sekretariat ved Sydøstjyllands Politi.

Han anbefaler at husejerne først og fremmest får en ekspert til at gennemgå sikringen af husets døre og vinduer, og når det er på plads, kan alarmen være et udmærket supplement.

Facebook
Twitter