Husker du brødkassen? I dag er det 25 år siden, at Commodore gik konkurs

Den legendariske Commodore 64 var med til at kickstarte Jan Risum-Hansens karriere som it-udvikler. 

Commodore 64 udkom i 1982 og blev produceret frem til 1994 (Foto: Frank Fujimoto)

Hvis du spillede computer tilbage i 1980'erne, så vil du sikkert genkende navne som Out Run, Paperboy eller International Karate.

Dem kunne man blandt andet spille på den legendariske Commodore 64, der også blev kaldt brødkassen på grund af sin udformning.

I dag - for 25 år siden - gik computerfirmaet Commodore konkurs.

Spillene blev loadet fra kassettebånd eller diskettestation

Commodore 64 blev koblet til fjernsynet, og spillene skulle loades gennem en båndoptager eller en diskettestation.

Det tog en evighed at loade spillene, men når først de var klar, så var der timevis af god underholdning.

Ud over at være forløber for mange nutidige skydespil som Counterstrike, Wolfenstein og Quake, så fik Commodoren også betydning for den videre it-udvikling.

Vi fik mulighed for at spille derhjemme

For Jan Risum-Hansen fra Vejle blev det også starten på en karriere som IT-udvikler, men det hele begyndte med en Commodore 64.

Jan Risum-Hansen, IT-udvikler, Commodore 64 (Foto: Jan Risum-Hansen)

- I gamle dage spillede vi på spillekonsoller på grillbarer. Vi puttede mønter i, og så spillede vi. Men med en Commodore fik vi mulighed for at lege med næsten de samme spil derhjemme, siger Jan Risum-Hansen.

På Rosborg Gymnasium i Vejle, hvor han dengang var elev, var der en kæmpe-computer med en stor båndstation. Og den var med til at inspirere ham til at købe en Commodore.

- Pludselig kunne vi få det hjem i huset, og så syntes jeg, det var enormt spændende at kode lidt på den og se resultatet på skærmen med det samme, siger Jan Risum-Hansen, som programmerede i Basic.

I dag koder han stadig, ikke spil som dengang. Nu er det mere programmer, som kan bruges til alt muligt.

Men han husker stadig Commodore med en vis nostalgi. Hans absolutte favoritspil var Commando.

- Det var lidt baseret på de gamle film for eksempel med Arnold Schwarzenegger. Men det var mere todimensionelt, og der var kun otte objekter, som kunne bevæge sig samtidig, forklarer Jan Risum-Hansen.

Han tilbragte selv masser af timer foran computeren og gør det stadig som programmør. Han er ikke så nervøs for de unge, som kaster sig over e-sport.

- Men man skal huske at kombinere det med sport for at holde kroppen i gang, ligesom de professionelle spillere gør, siger han.

Et ikon i 1980`erne

Commodore 64 var den næstmest sælgende computer i Danmark i 80'erne.

Senere sendte firmaet to nye og meget kraftigere modeller på markedet - Amiga 1000 og Amiga 500. Og så blev Commodore 64 overhalet teknologisk med flere længder.

Jan Risom-Hansen har selv smidt sin Commodore 64 ud for et års tid siden, fordi den ikke virkede. Men det fortryder han nu.

- Det var en sorgens dag. Jeg ville gerne have haft den stående bare som et klenodie, siger Jan Risum-Hansen.

Facebook
Twitter