Hva’ så, Jelling! Er I der? Sommerens første store festival er aflyst: Vi giver den gas næste år

Festivalpladsen i Jelling står tom for andet år i træk. Byens festival er ligesom de fleste af sommerens andre festivaler aflyst på grund af corona.

(Foto: Flemming Ege © www.ege-photo.dk)

Stilheden er rungende på festivalpladsen i Jelling.

Den skulle ellers have været fyldt med glade festivalgæster – side om side med en fadbamse i hånden og lækker musik til ørerne.

Men teltene, barerne og scenerne bliver ikke pakket ud af containerne. For andet år i træk.

Foto før og efter: Festivalpladsen i Jelling 2019 og 2021 (Foto: Stiig Hougesen / SH Luftfoto © Stiig Hougesen / SH Luftfoto / Foto: Annette Jespersen DR © (C) DR)

Tinderbox, Northside og Roskilde Festival og en lang række store musikarrangementer landet over er igen i år lagt ned af corona.

I Jelling har festivalen stor betydning for byen. Så uden festival er der ingen penge til sportsforeningerne, spejderne og mange andre velgørende formål.

Der er heller ikke arbejde til musikerne, lysfolkene, dem der sætter telt op og alle de frivillige.

Det er på godt jysk rigtig træls, siger festivalleder i Jelling Lars ’Charlie’ Mortensen.

Lars 'Charlie' Mortensen står i spidsen for Jelling Musikfestival. - Jeg er helt sikker på, at vi kan afholde en festival i år 2022. Vi prøver at holde hinanden oppe og er enige om, at vi skal give den gas til næste år. (Foto: Annette Jespersen DR)

- Det er ikke bare den aflyste fest i Jelling, der er det triste. Det triste er faktisk, at der er arbejdspladser på spil for forretninger og musikere. Der er en stor dominoeffekt, når vi aflyser en festival, siger han.

35.000 tusinde plejer at vælte ind på pladsen i Jelling i dag. Dem må byen kigge langt efter.

Men der vil blive skålet og skrålet med på livemusik rundt om i byen - i haver, på cafeer og på campingpladsen. For festen vil de ikke undvære i Jelling.

Charlotte Johs Fryland og Mads Fryland åbner festivalens klassiske Kuhstall-bar på campingpladsen. - Hvis de ikke kan  holde festen ovre på festivalpladsen, så må vi holde den herovre.

Charlotte Johs Fryland og Mads Fryland har åbnet den ikoniske bar - Kuhstall på campingpladsen. Og det er med alt fra snekanon til tyrolerkjoler og fadølsanlæg.

Det er her hele familien samles hvert år. Og det havde nær givet ballade, da Mads' bror valgte at blive gift i en festivalweekend.

- Min mand har gemt billetten til den festival i pengeskabet. Der ligger den som et evigt minde om det år, hvor han ikke var til Jelling Musikfestival, fortæller Charlotte Johs Fryland.

Ligesom sidste år har parret fået lov til at åbne baren på campingpladsen.

- Hvis de ikke kan holde festen derovre på festivalpladsen, så må vi holde den herovre. Det bliver ren skifeststemning. Vi starter hanerne op i anlægget, og så er der fadøl resten af weekenden, siger Charlotte Johs Fryland.

Lokale køber burgere hos Henrik

I SuperBrugsen i Jelling kan uddeler Henrik Werge mærke den lokale opbakning.

Han plejer at sælge varer til backstage og øl og snolder til festivalfolket.

Men da festivalen blev aflyst sidste år, satte han gang i burgerproduktionen, og det var så stor en succes, så han er klar igen i år.

Brugsuddeler Henrik Werge er klar med rækkevis af burgere. De var en succes sidste år - og han regner med, at de også vil sælge godt i år. (Foto: Line Kirchheiner - DR)

1.000 burgere har han klappet sammen indtil nu, og når folk samtidig køber øl og vin hos ham, så betyder det rigtig meget for omsætningen.

- I stedet for at gå på festivalpladsen og bruge penge på fadøl og burgere, så kommer de her. Det betyder helt vildt meget for vores omsætning, siger han.

Selv om byen også sidste år måtte undvære de mange festivalgæster, så solgte han 2.000 burgere med det hele. Og sammen med alt det andet, som lige ryger ned i indkøbsvognen, så gav det omsætningen et kæmpe løft.

- Vi solgte simpelt hen mere end til en almindelig festivalweekend. Det lyder helt mærkeligt, siger Henrik Werge.

  • Ude af kontrol, Jelling Festival 2019 (Foto: Christian Mailand © DR)
  • Vi savner den fede stemning i Jelling. (© www.ege-photo.dk)
  • Vejret var fremragende på Jelling Musikfestival i 2018. (Foto: Martin Fält © DR)
1 / 3

Festivalerne aflyste i maj

Det var i starten af maj, at festivalerne meldte ud, at festivalstolen og den lunkne dåsebajer godt kan blive derhjemme.

Regeringens genåbningsplan betyder, at der ikke må være flere end 2.000 personer samlet indtil den 1. august.

Og selv om det antal kan blive hævet ved nye forhandlinger, så er der lang vej op til de 130.000 gæster, som Roskilde Festival plejer at lukke ind på pladsen sidst i juni måned.

Så den er også aflyst.

  • Roskilde Festival plejer at samle 130.000 gæster foran Orange Scene hvert år. (© Roskilde Festival)
  • Gang i festen på Roskilde Festival 2018. (Foto: PYMCA / Avalon / Gonzales Photo / Flemming Bo Jensen / Universal Images Group © Getty Images)
  • Det er den her stemning, vi glæder os til at få tilbage. (Foto: Malene Anthony Nielsen © Malene Anthony Nielsen)
1 / 3

Lars Lilholt har spillet i Jelling hvert år: Jeg savner publikum

Ud over store scene, fadølsanlægget og de mange frivillige, så plejer Lars Lilholt også altid være fast inventar på Jelling Musikfestival.

Ved den allerførste festival i 1989 stod hans navn på plakaten.

Og siden da har han sunget ’Kald det Kærlighed’ fra scenen hvert eneste år. Men ikke sidste år, og heller ikke i år.

- Jeg bliver trist over det. Jeg savner at komme ud og stå i front foran publikum, siger han.

Lars Lilholt er begyndt at spille koncerter igen. Men det har været en meget speciel oplevelse, fordi publikum ikke måtte synge med.

Lars Lilholt og hans musikere har været med på Jelling Festival hvert eneste år siden starten i 1989. (Foto: Flemming Ege © www.ege-photo.dk)

- Jeg har spillet et par steder, hvor folk sad ned med deres mundbind på. Man kan da ikke spille ’Kald det kærlighed’, uden at folk synger med. Det var virkelig mærkeligt, siger han.

Han tror, at han bliver rørt, når han skal stå foran et livepublikum i Jelling igen.

- Der er mange følelser i gang inden i os alle sammen. Er der en ting, vi har lært af corona, så er det, at vi har brug for et 'hinanden' og brug for at være en del af et fællesskab. Så jeg tror, at der kommer en tåre frem i øjenkrogen på mig, siger Lars Lilholt.

Fabian Holt forsker i festivaler på Roskilde Universitet. Han er sikker på, at festivalerne kommer tilbage for fuld styrke til næste år. (Foto: (C) DR)

Forsker: Festivalerne kommer tilbage med fornyet styrke

Fabian Holt forsker i festivaler på Roskilde Universitet. Han er sikker på, at den kollektive glæde og begejstring vil blive savnet.

Han mener også, at situationen er alvorlig og uafklaret for festivalbranchen.

- Der er stadig nogle minimumsudgifter. En af de store risikoer er, at nogen går konkurs, og at branchen mister meget vigtig arbejdskraft, der har stor ekspertise i festivaler, siger Fabian Holt.

Og selv om det er hårdt for festivalerne, at de må aflyse for andet år i træk, så er han sikker på, at de nok skal komme stærkt tilbage.

- Der er ikke nogen tvivl om, at der vil være et behov i de kommende år. Det er, hvad man har set ved store samfundsmæssige kriser, så er festivalerne kommet tilbage faktisk med fornyet styrke bagefter, siger han.

2021? - Det bliver ligesom når køerne kommer på græs i foråret. Det bliver noget i den stil, siger Leon Knudsen fra Jelling. (Foto: Annette Jespersen DR)

Leon Knudsen fra Jelling er i alt fald helt klar til næste år.

- Det bliver ligesom, når køerne kommer på græs i foråret. Man trænger til det efter al det her crorona. En gang imellem skal man ud at hyle op mod månen, eller hvad man nu gør. Det har man behov for, siger han.

Festivalleder Lars 'Charlie' Mortensen bakker op.

- Jeg er helt sikker på, at vi kan afholde en festival i år 2022. Vi prøver at holde hinanden oppe og er enige om, at vi skal give den gas til næste år.