Hvad sagde doktoren? Genhør dine samtaler med lægen

Det giver større tryghed, når man kan genhøre, hvad lægen sagde, viser forsøg fra Sygehus Lillebælt.

Hvad var det præcis, lægen sagde om din sygdom? Patienter på Sygehus Lillebælt har som forsøg kunnet genhøre deres samtaler med lægen.

Det kan være en ordentlig mundfuld at sidde med lægen og skulle overskue alle informationer, der bliver fortalt om din sygdom. Derfor oplever mange, at de slet ikke kan huske, hvad lægen egentlig sagde.

Men på Sygehus Lillebælt har man prøvet at optage samtalen, så patienterne bagefter har kunnet ringe til et telefon-nummer og høre, hvad der blev sagt. Det synes patienterne godt om.

- Patienterne er meget tilfredse med tilbuddet og tilkendegiver, at de har ønsket sig muligheden for at genhøre samtalen, siger Maiken Wolderslund, der er ved at lægge sidste hånd på sin ph.d.

Hun har undersøgt, om det gør en forskel for patienterne, hvis de kan genhøre deres samtale med lægen, så de ikke behøver bekymre sig om at få alt med i første omgang.

- Det giver et bedre indblik i, hvad de egentlig talte med lægen om. De får også mulighed for at tale med deres pårørende om deres sygdom på et helt andet niveau, siger hun.

I paraply-organisationen Danske Patienter bliver erfaringerne fra Sygehus Lillebælt modtaget med kyshånd af direktør Morten Freil.

- Vi tror, det vil skabe en langt større tryghed for patienterne, når de får mere viden om, hvad der egentlig blev sagt, siger han.

Maiken Wolderslund udvider projektet, når hun er færdig med sin ph.d. Hun har fået penge til et tre-årigt projekt, der skal munde ud i en app, hvor patienterne kan finde alle konsultationer som lydfiler.

Facebook
Twitter