Idræt og leg hjælper børn ud af ensomhed

Særlige sportshold hjælper børn til at få selvtillid og nye venner.

Anton har fået flere venner, efter han er begyndt på et særligt idrætshold. (Foto: Stine Lilliecrona © (c) DR)

Et forsøg med et særligt sportshold på Hedensted Skole har lært de yngste skolebørn, hvordan man får venner, får selvtillid eller bare rejser sig fra computeren.

Sportsholdet har 20 elever, der af forskellige grunde havde svært ved at bevæge sig eller være med i fælleskabet. De mødes en time om ugen.

Anton fra 2.B var ensom og manglede venner, da han kom med i projektet for et halvt år siden.

- Jeg var udenfor. Jeg var ikke rigtig sammen med så mange, siger han.

Forsøget fokuserer på at få børnene til at lege sig til glæde ved at bevæge sig. Målet er at skabe succeser, som det enkelte barn kan bygge videre på.

- Så kommer udviklingen, hvor man tør at gå hen og spørge andre, om vi ikke skal lege sammen, siger Thomas Bang Larsen, der leder forsøget.

Trine Nielsen er mor til Anton, og hun kan godt mærke, at der er sket meget, siden skolemotionen startede.

- Han har fået styr på motorikken og alt det, der kunne være lidt svært. Og så har han fået nye gode venner, siger hun.

Anton er enig.

- Jeg har fået det rigtig rart, siger han.

Hedensted Skole er en af de 110 skoler, der deltager i forsøgeordningen, som Dansk Skoleidræt har startet. Thomas Bang Larsen er så begejstret for ordningen, at de vil undersøge, om den kan blive permanent.

Facebook
Twitter