Jægerforbundet efter møde: Tusindvis af danskere bryder stadig våbenloven

Tusindvis af danskere bryder loven uden at vide det. Møde i Justitsministeriet gav igen afklaring på, hvornår en kniv er lovlig.

Vi danskere risikerer stadig at have ulovlige knive hjemme i skuffen. Et møde med Justitsministeriet har ikke gjort loven mere gennemskuelig, mener Dansk Jægerforbund.

Er du på vej i skoven for at skyde krondyr eller står ved åen og fisker ørreder, så bryder du måske loven.

For har du en foldekniv, som kan åbnes med en hånd med i tasken, er du kriminel. Også selv om kniven er købt på lovlig vis.

Onsdag var Dansk Jægerforbund, Rigspolitiet og Danmarks Våbenhandlerforening til møde i Justitsministeriet.

Og det bragte ingen afklaring, siger formand for Danmarks Jægerbund. Claus Lind Christensen fra Vejle.

- Vi har konstateret, at der er en udfordring, der betyder, at mange danskere står i en totalt vanvittig situation, siger jægerformanden.

Ingen kender retsstillingen for den enkelte knivejer

Hele usikkerheden omkring lovligheden af våben stammer fra en dom i Østre Landsret i 2014.

Dengang blev det slået fast, at det er ulovligt at bære en foldekniv, som med lidt snilde kan åbnes med en hånd.

Og sådan er det stadig, siger Claus Lind Christensen.

- Ministeriet vil nu forelægge sagen for justitsministeren, da man reelt ikke ved, hvordan retsstilingen er for den enkelte. Det her fordrer en politisk stillingtagen, mener han.

Danskerne er ikke klar over, at de overtræder loven

Claus Lind Christensen mener, at det er et problem, at så mange danskere ikke er klar over, at de overtræder våbenloven.

- Det er jo ikke kun jægere, som har sådan en kniv. Det kan spejdere, lystfiskere og andre naturbrugere også have, så det er en dybt problematisk tolkning af våbenloven, siger jægerformanden.

Også de små proptrækkere med en kniv til at skære folien af vinflasken er ulovlige.

Facebook
Twitter