Jan måtte vente 17 måneder på en ny nyre: 'Jeg fik folk til at ringe for at tjekke, om telefonen virkede'

444 danskere er i øjeblikket på venteliste til et nyt organ.

Jan Riisager fra Fredericia har kæmpet sig tilbage til en normal hverdag efter en blodprop og 17 måneder på venteliste efter en ny nyre. (Foto: Foto: Jeppe Ligaard)

Søndag var det Organdonationens Dag i Danmark, og trods et stort fokus på organdonation og en generel positiv indstilling hos befolkningen, kniber det stadig med at finde donere nok.

Lige nu står 444 personer på venteliste til et nyt organ.

En undersøgelse fra 2016 fra Sundhedsstyrelsen viste, at mere end 80 procent af danskerne synes, at organdonation er en god idé. Men kun 22 procent har taget aktivt stilling til, om de vil give et af deres organer væk, når de er døde.

En af dem, der har fået et nyt organ, er 51-årige Jan Riisager fra Fredericia. For tre år siden fik han en blodprop i hovedet, og i forbindelse med behandlingen opdagede lægerne, at hans nyrefunktion var stærkt nedsat.

Ikke mange måneder derefter måtte han i dialysebehandling, mens han blev skrevet på venteliste til at modtage en ny nyre.

- I starten tænker man, at det ikke er noget problem, og at de ringer i overmorgen. Men efter tre-fire måneder bliver man klogere. Man spørger på sygehuset, om man nu er på listen stadigvæk, og jeg fik folk til at ringe til mig for at se, om min telefon overhovedet virkede, siger Jan Riisager om den tid, hvor han ventede på et telefonopkald om, at en nyre var klar til ham.

17 måneder på venteliste

Der skulle gå 17 måneder, før telefonen ringede, og en læge den 28. april i år kunne overbringe Jan Riisager beskeden om, at der var en nyre til ham, hvis han kunne stå klar senere samme dag.

Og Jan Riisager kan sagtens huske, hvad han gik glip af den dag.

- Jeg blev ringet op en lørdag eftermiddag klokken 17.00, og 17.30 skulle jeg mødes med min folkeskoleklasse til en 25-års jubilæumsfest. Jeg kørte lige forbi mine gamle kammerater og sagde, at jeg havde fået et bedre tilbud, som jeg blev nødt til at takke ja til. Og så ønskede de mig held og lykke, siger Jan Riisager.

Da Jan Riisager vågnede efter operationen, var det et farvel til en lang periode med jævnlig dialyse og stor usikkerhed om fremtiden.

Jan Riisager har sagt farvel til ugentlige dialysebehandlinger af tre-fire timer per gang. (Foto: Foto: Jeppe Ligaard)

- Det var simpelthen en uvirkelig drøm og en fantastisk befrielse. Jeg fokuserede først og fremmest på at komme ovenpå efter operationen, men jeg vidste også, at hvis nyren fungerede, skulle jeg ikke i dialyse. Og det ville forandre min hverdag radikalt, siger Jan Riisager.

Gør det til et fravalg - ikke et tilvalg

Jan Riisager er taknemmelig for, at han i dag lever et normalt liv takket være organdonationen, men han er ked af, at der stadig i dag skal være lange ventelister.

- Det er ærgerligt, at man skal tilmelde sig organdonation. Det ville være bedre, hvis man skulle vælge det fra, synes jeg. Der er selvfølgelig meget etik i det her, men det er væsentligt at tage stilling, siger han.

Af de 444 personer, der venter på et organ i øjeblikket, er det langt de fleste, der venter på en nyre.

I patientforeningen ’Organdonation - Ja Tak’ er direktør Lasse Heidelbach ked af, at ventelisten er så lang.

- Vi ved, at rigtig mange danskere gerne vil være organdonorer, men alt for få har registreret sig. Det er en af de ting, vi rigtig gerne vil have lavet om på, siger Lasse Heidelbach.