Jonas samlede selv penge ind til byens skatepark

Han startede med at samle penge og goodwill sammen, da han var 13 år. Nu er Jonas 16 og kan indvie en skatepark i Børkop.

Jonas Dahl har selv samlet penge ind til en skatepark i Børkop. Han startede som 13 årig og to et halvt år efter er banen klar. (Foto: Mette Nørmark © DR P4 Trekanten)

En kombination af udholdenhed og et ønske om at få et nyt sted at hænge ud gør, at Børkop ved Vejle nu kan indvie en spritny skatepark.

Bag projektet står 16-årige Jonas Dahl. For to et halvt år siden fik han ideen om skateparken. På det tidspunkt var han bare 13 år.

- Begge mine brødre og jeg selv har manglet et sted at være, og Børkop er blevet overset så mange gange, lyder det fra Jonas Dahl.

Som ung iværksætter har Jonas Dahl skullet lære at navigere i politik og finde ud af, hvor de 450.000 kroner til banen skulle komme fra.

Han har selv skaffet 50.000 kroner fra byens erhvervsliv. Diverse fonde har bidraget, og kommunen har også spædet op.

Så nu er der handrails og quarterpipes på banen ved Englystskolen. Men der er ikke kun plads til skatere. Det kan også bruges til rulleskøjter, løbehjul og små børn på plasticmotorcykler

- Det er ligemeget. Bare folk har det fedt, siger Jonas Dahl.

Han kan slet ikke forstå, at det nu endeligt er lykkedes.

- Det er surrealistisk. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, siger Jonas Dahl.

Facebook
Twitter