Jytte har vundet i retten: Vejle Kommune svigtede i sag om misbrug i hjemmet

53-årige Jytte Jensen har vundet over Vejle Kommune, og det kan gøre andre ofre optimistiske.

53-årige Jytte Jensen blev misbrugt af sin far, og nu har hun rettens ord for, at kommunen svigtede hende. (Foto: Annette Jespersen DR Trekanten)

Vejle Kommune svigtede Jytte Jensen, da hun tilbage i 1970’erne og 1980’erne blev udsat for seksuelt misbrug af sin far.

Det har retten i Kolding i dag vurderet i en sag, der potentielt kan få principiel betydning for andre ofre i Jytte Jensens situation.

- Jeg er lettet, og jeg er overrasket. Jeg har vundet, og Vejle er blevet kendt erstatningspligtig. Det er en forløsning, at der endelig er nogen, der tror på mig, og det jeg har sagt. De har svigtet hele vejen igennem, og de har ikke gjort nok, og det er det, de bliver dømt på, siger Jytte Jensen.

53-årige Jytte Jensen og hendes søster blev seksuelt misbrugt af deres far, da de var børn. Overgrebene var hyppige, og i 1986 blev faren idømt 2,5 års fængsel for sine forbrydelser.

Siden har Jytte Jensen døjet med eftervirkningerne af de traumatiske oplevelser, men i 2011 indhentede hendes fortid hende.

Hun fik diagnosen posttraumatisk stress og blev bevilliget en førtidspension.

Samtidig begyndte hun for alvor at overveje, hvordan det kunne ske, at hun igennem en årrække var blevet misbrugt, uden at nogen havde skredet ind.

'Det skal lige bundfælde sig'

På grund af en ny lov fra 2018 kan sager om misbrug af børn ikke længere blive forældede. Derfor fik Jytte Jensen mulighed for at lægge sag an mod Vejle Kommune.

Ifølge hende fremgår det flere steder i sagens akter, at kommunen ikke handlede i starten af 1980'erne på trods af flere advarsler om, hvad der foregik i hjemmet.

Jytte Jensen lagde derfor sag an mod Vejle Kommune for omsorgssvigt og krævede en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tort, og det har hun i dag fået medhold i.

- Der faldt da også nogle tårer. Det har kostet meget på det psykiske plan det her, så jeg er utrolig lettet. Når man har kæmpet så længe og tabt alle de andre gange, skal det lige bundfælde sig, siger Jytte Jensen.

Jytte Jensen har søgt om 2,2 millioner kroner, men det er ikke udmålt i dag, hvad beløbet rent faktisk ender på.

Nu håber hun i første omgang, at hendes sag kan hjælpe andre i samme situation, der også har gjort brug af muligheden for at åbne de gamle sager i retten.

- Der ligger jo masser af sager og venter på min sag. Det er en sejr i sig selv. Hvis jeg havde givet op, ville mange andre børn, unge og voksne stå og vente, siger Jytte Jensen.

Landsforening jubler

Jytte Jensens glæde deles af Landsforeningen Spor, der er en forening for voksne, der lever med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen.

- Jeg synes, det er utrolig glædeligt, at Jytte har vundet over Vejle Kommune. Det er dejligt at se, hvordan ændringen i lovgivningen har givet Jytte mulighed for at få retfærdighed, siger formand Helle Borrowman.

- Jeg tænker, at den her sag giver et håb for andre. Der er mulighed for, at myndighederne skal tage det ansvar, der var deres dengang, siger hun.

Borgmester tager det til efterretning

Hos Vejle Kommune tager borgmester Jens Ejner Christensen (V) rettens ord til efterretning.

- Det er en sag, der har haft et dybt beklageligt hændelsesforløb for 35-40 år siden, og det er meget langt fra den norm og standard, vi leverer i vores børne- og familieafdeling i dag. Af respekt for det retssystem, som det er blevet behandlet i, er vi nødt til at se på dommen og vende de juridiske aspekter i den, siger han.

- Nu vil vi sammen med økonomiudvalget og vores jurister vurdere, hvilke konsekvenser der er i sagen. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt udtale mig om, hvorvidt sagen bliver anket, siger Jens Ejner Christensen.