Kæmpe net på biltaget: Frivillige samler insekter ind til forskere

I juni indsamler Statens Naturhistoriske Museum insekter med hjælp fra danskerne.

Wilma, Frida og Brian Andersen fra Kolding viser dagens insektfangst frem. De er med til at samle insekter ind for Statens Naturhistoriske Museum, fordi der mangler viden om insekterne.

- Det er godt, at vi kan hjælpe, så forskerne ikke skal køre rundt i hele landet selv.

Sådan siger Frida Andersen, der er 11 år gammel og fra Kolding. I weekenden var hun ude og samle insekter. Det gjorde hun sammen med sin far Brian Andersen og sin søster Wilma.

Det er Statens Naturhistoriske Museum, der har søsat den storstilede insektindsamling, som foregår sammen med danskerne i juni måned.

Cirka 300 frivillige fra hele landet er på den måde med til at lave grundforskning, og det foregår sådan, at de frivillige kører rundt på forskellige ruter i Danmark.

På taget af bilen bliver der spændt et trekantet stykke stof ud, som opsamler insekter. De skal så sendes til museet, og på den måde bliver det kortlagt, hvilke og hvor mange insekter, der er i Danmark.

På bagsædet af familiens Ford er 9-årige Wilma Andersen glad for at deltage i insektprojektet.

- Det er sjovt, for så kan hjælpe forskellige forskere med at forske, og så kan man gøre noget for naturen, siger hun.

Mangler viden om insekterne

Anders Tøttrup er projektleder på Statens Naturhistoriske Museum.

- Insekter er vigtige i vores økosystem, men vi har faktisk forbavsende lidt viden om, hvilke insekter der er i Danmark og hvor mange der er, forklarer han.

I bilen er Brian Andersen glad for at være med i projektet, og han ser det også som en mulighed for at snakke forskning med sine døtre.

- Vi har jo talt om, hvad det vil sige at samle data ind og metoderne til at gøre det. Og vi har talt om, hvad det betyder, at noget gælder for hele Danmark, siger han.

Fra Statens Naturhistoriske Museum mener man, det er vigtigt at finde ud af hvilke insekter, der er i Danmark, og hvor mange, der er tilbage. Projektet kan give forskerne et billede af hvilke arter, det er vigtigt at passe på.

- Der findes ikke ikke et projekt, der ligner det her. Enkeltpersoner har tidligere været ude med net, men der er ikke nogen, der har forsøgt at folde det ud på denne måde før, siger projektleder Anders Tøttrup.

- Ikke køre så hurtigt, far, lyder det fra bagsædet fra Frida. Man må nemlig maksimalt køre 50 kilometer i timen, for ellers kan insekterne blive smadret i nettet, og det dur ikke.

Turen i skoven ved Harte, nordvest for Kolding er slut. Frida gør status over dagens fangst i nettet, som i dag dog ikke er prangende.

- Det er lidt svært at se, hvad det er. Men vi har i hvert fald fanget en bille, der kan flyve og så en døgnflue, tror jeg.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk