Kassevis af pas hober sig op på landets Borgerservice: 'Kom nu og hent dem'

Det er højsæson for fornyelse af pas, men det går ikke altid lige kvikt med at hente dem.

Alle 7 kasser er fyldt godt op med pas, i alt 570 styk. Uden for sommerferien ville der være tre kasser. (Foto: Foto: Kolding Kommune © Kolding Kommune)

”Jordomrejse, chartertur eller bare en tur over grænsen? Det var måske noget af det, som alle vores uafhentede pas forventede, da de blev trykt. De var spændte og klar til at rejse med dig ud af landet, men lige nu ligger de bare og samler støv i en kasse på borgerservice. Vi vil derfor gerne opfordre dig til at hente dit pas.”

Sådan lyder et facebookopslag fra Kolding Kommune.

Baggrunden for opslaget er 7 kasser med næsten 600 uafhentede pas, som kommunens borgerservice har til at stå i øjeblikket – mere end dobbelt så mange som normalt.

Årsagen er til dels højsæson for rejser og ferie, men på borgerservice i Kolding har man også oplevet en stor stigning af folk, der hellere vil hente passet end at få det tilsendt med posten.

- Folk vælger meget mere end tidligere fra at få passet sendt. Nogle stoler ikke på, at det når frem, mens andre simpelthen synes, det er for længe at vente tre uger, siger Jette Møller, leder af borgerservice i Kolding.

570 gange 2 giver mange

Selvom det ikke har nogen direkte konsekvenser for dagligdagen på borgerservice i Kolding, at de mange pas hober sig op, kan det godt komme til at kunne mærkes, hvis mange vælger at hente samtidig.

- Det tager omkring to minutter for os at ekspedere udleveringen af et pas – men hvis det skal gøres 570 gange, så bliver det jo selvfølgelig til rigtig mange minutter, siger Jette Møller.

Og så vil de faktisk også bare gerne af med passene.

- Det nytter jo ikke noget, at de står her. De står bare og venter på at blive hentet, siger hun.

Forsøg på forebyggelse

Også i Næstved Kommune hober passene sig op her i rejsernes højsæson.

Her har man 150 uafhentede af slagsen til at ligge – også omkring en fordobling i forhold til resten af året.

Men for at afhjælpe problemet fremadrettet har man på borgerservice i Næstved fra april indført en ny påmindelsesservice for at afhjælpe problemet fremadrettet.

- Vi oplever ofte, at folk finder ud af hu-hej, at de skal have nyt pas, når de skal rejse. Så vi er begyndt at sende alle borgere en besked i e-boks tre måneder før deres pas udløber, fortæller Annette Struve, leder af borgerservice i Næstved.

- På den måde slipper vi forhåbentligvis for fremadrettet, at det klumper sig sammen omkring højsæsonen.

Facebook
Twitter