Kirker hjælper når vores kære dør

Flere kirker tilbyder hjælp til sorgen, når man mister en, man holder af. En god ide mener psykologerne, hvis altså præsterne hjælper folk videre, hvis de har behov for behandling.

Mange kirker tilbyder nu efterladte at deltage i en sorggruppe. (© colourbox)

Bank på kirkedøren og få hjælp til sorgen, hvis du har mistet en ægtefælle eller et familiemedlem. 

Der er over 100 forskellige kirker, der tilbyder sorggrupper af den ene eller anden slags. Det viser en spørgeskemaundersøgelse lavet i forbindelse med projektet "Sorggrupper i folkekirken".

Fakta om sorg

20 procent af de efterladte har brug for hjælp på grund af sorgen.

Ca. 100 kirker tilbyder efterladte at deltage i en sorggruppe

Kirken er hvert år i kontakt med pårørende til 83.000 afdøde personer

Og flere kirker rundt om i landet er med på den ide. Det siger Lilian Høegh Tyrsted, der er sognepræst og næstformand i styregruppen for projektet "Sorggrupper i folkekirken".

- I forlængelse af  projektet oplever vi en meget stor grøde for det her i folkekirken. Det er jo et ønske om at varetage den tillid, vi møder hos de efterladte i forbindelse med begravelserne, siger hun.

Hjælp til at komme videre

Per Clausen fra Hobro mistede sin kone Birgitte for to år siden. Efter det brugte han en sorggruppe i kirken i næsten et år.

Her mødte han andre, der også stod midt i sorgen. Og det hjalp. I hverdagen var det nemlig svært at forstå, hvordan venner og naboer kunne fortsætte med deres travle liv.

- Til at begynde med var jeg næsten gal på dem. De fortsatte jo bare med deres liv. Men når jeg ser på det i dag, så ser jeg, at livet selvfølgelig fortsætter. Og det er der, at gruppen har været en fantastisk hjælp, siger han.

Per Clausen har efterfølgende selv været med til at starte en sorggruppe op for at give andre den samme mulighed, som han fik.

Lægende i sig selv

Muligheden for at gå i sorggruppe i kirkeligt regi, er en god ide, siger formand for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen.

- Vi har intet problem med, at folk taler med hinanden om det, der er svært. Det kan være lægende i sig selv at møde nogen, der har det på samme måde, siger Eva Secher Mathiasen.

Men præsterne har et særligt ansvar, siger hun.

- Jeg forventer, at præsterne er opmærksomme på, at der kan være en risiko for at opgaven overstiger deres kompetencer, og så er de forpligtede til at hjælpe folk videre til en psykolog.

Skal få nye kræfter

Et af de steder, der åbner en sorggruppe, er i Egeskov Kirke ved Fredericia. Gruppen skal fra sidst i oktober mødes i præstegården omkring hver 14. dag.

Indtil videre er der to deltagere, der har meldt sig, og sognepræst Lise Rind forventer, at der kommer flere til løbende.

- Det skal være et sted, hvor man kan føle sig tryg, læsse af og spejle sig i det, man hører. Og forhåbentlig også få nye kræfter, siger hun.

Sorggruppemøderne i Fredericia starter med en indledende runde, hvor deltagerne kort kan fortælle, hvad der fylder hos dem. Og så vil der være to-tre stykker, der på skift vil få længere tid til en samtale med en af sorggruppelederne. Her kan de andre deltagere lytte imens.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.