Knækkede master og motorstop i massevis: Redningstjeneste er på vandet som aldrig før

Der er kommet flere både på vandet herhjemme, og det har også givet flere problemer.

Dansk Søredningsselskab oplevede sidste år en 50 procent stigning i antallet af udkald i forhold til 2019. Fra 588 udkald i 2019 til 898 sidste år. Grafik: Lærke Kromann.

I Juelsminde har Thomas Strøbeck dedikeret en stor del af sin fritid til at hjælpe danske sejlere, der er kommet i problemer på vandet.

Han er stationsleder hos Dansk Søredningsselskab, og han og kollegaerne landet over har haft overordentligt travlt det seneste år.

Dansk Søredningsselskab oplevede sidste år en stigning på cirka 50 procent i antallet af udkald i forhold til 2019. Fra 588 udkald i 2019 til 898 sidste år.

- Størstedelen af dem, vi kommer ud til, er hvor motoren er gået i stykker, masten er knækket, de er sejlet på grund eller er løbet tør for brændstof, siger Thomas Strøbeck.

Hør Thomas Strøbeck, hvad det giver ham at være frivillig i videoen herunder.

Og tendensen kunne se ud til at fortsætte i 2021. Dansk Søredningsselskab har nemlig allerede været i aktion 250 gange i år – og det på trods af, at sommerferieperioden er den ubestridte højsæson, når det kommer til assistance på vandet.

Ifølge Steen Wintlev, der er bestyrelsesformand i Dansk Søredningsselskab, skyldes det øgede antal aktioner, at der er kommet flere både i vandet.

- Der er ingen tvivl om, at det har noget med corona at gøre. Folk er pludselig hjemme, og vi ved, at mange har købt båd for første gang, altså nye sejlere. Og mange af dem, der sejlede lidt før, har brugt deres både meget mere, siger han.

Dansk Søredningsselskab opererer på frivillig basis, og de bliver typisk sendt ud i de lidt mindre alvorlige hændelser, eksempelvis et motorstop.

Men også når det gælder de potentielt livstruende situationer, er der sket en stigning i antallet af operationer.

Her er det søredningstjenestens centrale kommando, Joint Rescue Coordination Centre Danmark, der rykker ud. I 2020 havde de 638 søredninger mod 429 året før.

I Juelsminde, hvor Thomas Strøbeck og andre frivillige rykker ud for Dansk Søredningsselskab, er der ingen tvivl om, at man kan mærke den øgede travlhed.

- Som frivillig lægger man mange timer og kræfter i det, og nogle gange kan man godt føle, at det er hårdt, men når man lige får respons tilbage, at man har gjort det godt, så har man bare lyst til at sige super mange tak, og det giver lige noget stolthed, siger Thomas Strøbeck.

En af dem, der måtte have hjælp sidste år, var Jimmy Hansen.

Han var tæt på havnen i Juelsminde, da tanken til hans overraskelse var tom for diesel.

Til Jimmy Hansens held var han blot en sømil, eller cirka 1,85 kilometer, fra kysten i Juelsminde, da uheldet var ude, og han fik hurtigt assistance af en båd, der kunne hjælpe ham videre.

Jimmy Hansen gik tør for diesel på åbent vand sidste år, og efter at han selv fik hjælp, vil hun nu hjælpe andre på vandet.

Efter at være blevet slæbt i land meldte Jimmy Hansen sig selv som frivillig hos Dansk Søredningsselskab, og han er nu en del af holdet i Juelsminde.

- Jeg blev fristet af, at det kunne være spændende at prøve at hjælpe folk. Folk bliver altid glade, når man kommer ud, og det gør jo, at jeg i dag bruger meget af min fritid på at hjælpe folk ude på vandet.

Facebook
Twitter