Kommune cykler sig grønne: Låner gratis elcykler ud til borgerne

Fredericia Kommune har det sidste halve år stillet elcykler til rådighed for borgerne, som led i planen om at blive en mere grøn kommune. Det har været en stor succes.

Flemming Laursen lånte en elcykel af Fredericia Kommune.

Drop bilen og benzinen og brug i stedet benene og elektriciteten.

Det tilbud har borgere i Fredericia Kommune kunnet benytte sig af det sidste halve år, hvor kommunen har lånt elcykler ud, som et led i planen om at blive en mere grøn kommune.

Elcyklen er blevet stillet til rådighed i tre måneder ad gangen, og de ti cykler, borgerne har adgang til, har konstant været booket.

Christian Bro, der er formand for miljø- og teknikudvalget i Fredericia Kommune, erklærer elcyklerne for en succes.

- De tilbagemeldinger, jeg har fået indtil nu, har kun været været positive. Der er faktisk et par stykker af dem, der har lånt en elcykel, der efterfølgende har været ude at investere i én. Så formålet er næsten opfyldt, siger han.

En af de meget tilfredse borgere, der har prøvet elcyklen, er Flemming Laursen fra Fredericia.

Efter to måneder, havde han nemlig allerede købt sin egen elcykel.

- Det var en jo en nem måde lige at teste, om det var noget for én - eller om det bare var en dille. Men jeg endte så med at købe én selv efter to måneder, fordi jeg ikke kunne undvære den. Det er simpelthen det bedste, jeg nogensinde har gjort, fortæller han.

Hvordan fremtiden ser ud for elcyklerne i Fredericia Kommune er endnu ikke bestemt.

Men Christian Bro tror på, at den ser lys ud.

- Det er jo ikke en kommunal kerneopgave at låne cykler ud. Men så længe cyklerne kan køre, og der er nogle, der har lyst til at stå for formidlingen, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle forsætte, siger han.

FacebookTwitter