Kommunen anker dom for svigt af Jytte, der blev misbrugt af sin far: 'En uværdig beslutning'

Incestoffer må vente på sin erstatning. Hun skal nemlig være prøveklud i landsretten.

53-årige Jytte Jensen fra Vejle bliver nu tvunget til at gennemgå hele hendes fortid med svigt og misbrug i hjemmet. Vejle Kommune har nemlig anket dommen, som ellers blev dømt til hendes fordel i byretten. (Foto: Annette Jespersen DR Trekanten)

En kvindes mere end 30 år lange kamp for oprejsning i en omfattende sag om misbrug i hjemmet kunne have fået sat sit endelige punktum tirsdag aften.

I stedet blev et flertal i Vejle Byråd enige om at anke byrettens dom om erstatning. Og Jytte kan se frem til endnu engang at skulle gennemgå det, der skete for mange årtier siden.

53-årige Jytte Jensen blev igennem en årrække i sin barndom udsat for seksuelle overgreb af sin far. Overgrebene var hyppige og stoppede endeligt i midten af 1980'erne.

I 2018 vedtog Folketinget, at sager om misbrug af børn ikke kan blive forældede, og det fik Jytte Jensen til at lægge sag an mod Vejle Kommune, som, hun mener, har svigtet hende ved ikke at gribe ind overfor misbruget, som kommunen ifølge hende havde fået advarsler om.

Det var byretten enig med hende i, men nu har et flertal i byrådet altså stemt for at anke sagen.

Jytte Jensen modtog resultatet af afstemningen i enrum af Vejle Kommunes borgmester Jens Ejner Christensen (V).

- Det blev jeg meget ked af. Jeg tænkte på otte års kamp. Otte år mere virker jo uoverskueligt. Men jeg må jo tage det med. Selvom det er svært, siger Jytte Jensen.

Uenighed i byrådet

Borgermester Jens Ejner Christensen var en af dem, der stemte for, at sagen skulle ankes.

Han fortæller, at det var en svær sag at afgøre, men at sagen skal videre i systemet, fordi den kan danne præcedens for lignende sager i fremtiden.

- Der er jo en række forskellige faktorer, der spiller ind, så derfor har jeg valgt at stemme for, at sagen skal ankes. I og med at det er den første sag af den her karakter, er der nogle helt bestemte principielle ting, der skal prøves ved en højere retsinstans.

Det principielle ligger i, at Jytte Jensens sag er den første af sin slags, siden forældelsesfristen trådte ud af kraft. En dom til fordel for hende vil derfor åbne døren for andre ofre for misbrug i hjemmet i sager, der ligger mange år tilbage.

- Jeg tænker ikke så meget over, at jeg egentlig er en prøveklud. Men nu ved jeg også, at min sag var med til at lave den lov om omkring forældelsesfrist, siger Jytte Jensen.

Kommunes jurister har anbefalet, at sagen ankes, og det fremgik også i retten, at KL er meget opmærksomme på Jytte Jensens sag, som de anser som vigtig for lignende sager i fremtiden.

Trods KL's og juristernes opfordring er det ikke alle i byrådet, der er enige med borgmester Jens Ejner Christensen. Afstemningen endte med 19 for at anke og 12 for ikke at anke.

- Det er en forkert og uværdig beslutning, der er taget i byrådet. Vi har haft en lang drøftelse, og jeg er selvfølgelig ked af, at det ikke lykkedes at blive enige. Den ser sag skulle ikke ankes, og Jytte har lidt nok, siger Socialdemokratiets gruppeformand Søren Peschardt.

Søren Peschardt er ærgerlig over, at det ikke lykkedes Socialdemokratiets 11 medlemmer af byrådet at blive enige om ikke at anke. Normalt stemmer politikerne overens med en partilinje i de konkrete sager, men i denne sag havde partierne besluttet, at man måtte stemme frit efter sin egen overbevisning.

Fire socialdemokrater stemte for, at sagen skulle ankes, og havde de fulgt gruppeformanden, var sagen ikke gået i landsretten, da stemmetallet i givet fald havde heddet 16-15 til fordel for ikke at anke.

Vejles Viceborgmester Dan Arnløv (C) stemte også imod, at sagen skulle ankes. Han mener, at Jytte Jensen har været nok igennem. - Jeg synes, at sagen har kørt længe nok for Jytte Jensen. Jeg synes, hun skal have fred. Jeg synes, at kommunen skal tage ansvar, siger han.

Jytte Jensen giver ikke op

Selvom Jytte Jensen blev ked af afgørelsen, fortsætter hun sin kamp.

- De skal jo bare vide derude, at jeg ikke er en, der bare giver op. Hver sten bliver vendt, indtil vi ikke kan komme længere. Hvis jeg skal til EU-domstolen, så er det den vej, jeg må gå. Jeg stopper ikke, før jeg ikke kan komme længere.

Samtidig tænker hun meget over, at hendes sag kan blive brugt til at hjælpe andre.

- Det viser sig jo, at selvom min sag er fra 80'erne, så foregår tingene stadig i dag, hvor kommunerne bare lukker øjnene. Så jeg håber da efter den her sag, at de lytter til de advarsler, de får, som de ikke gjorde i min sag.

Mere end 300 mennesker står i kø til retten

Tilbage i september snakkede DR med Børns Vilkår, der kunne fortælle, at de siden 2012 har haft kontakt med 381 forskellige mennesker, der ønskede at anlægge lignende sager som Jytte Jensens mod de forskellige kommuner.

- Det er klart, at det her har været et område, som der ikke har været særlig meget juridisk praksis på, så hver eneste sag af den her slags giver os mere viden om, hvor de juridiske grænser for de her sager går, og det giver os bedre mulighed for at vejlede de mennesker, der søger hjælp hos os, sagde Ingrid Hall, juridisk seniorkorrespondent, dengang til DR.

En dato for sagens gang i landsretten er ikke fastsat endnu.