Kommunerne tager telefonen i brug mod milliardgæld

Danskerne skylder kommunerne 3,8 milliarder kroner. Derfor er kommunerne nu begyndt at ansætte folk, der skal ringe rundt og minde skyldnerne om, at de skylder.

Det er telefonen, der er kommunens eneste våben mod borgernes gæld. De kan nemlig ikke inddrive den, ligesom SKAT kan. (Foto: Camilla rønde © Scanpix)

Borgeres ubetalte regninger til børnehave, ejendomsskat og specialtandpleje hober sig op i mange kommuner, fordi SKAT's inddrivelsessytem ikke fungerer.

En kommune som Vejle havde for godt en måned siden 97,3 millioner kroner til gode hos borgerne - en stigning på 10,6 millioner på bare et år.

Men faktisk ville gælden have vokset sig større, hvis ikke kommunen i februar havde ansat to medarbejdere til at ringe til de folk, der skylder penge, fortæller leder i regnskabsafdelingen, Johnny Olesen.

- Det har haft en helt utrolig effekt - langt større end vi havde regnet med, siger han.

For mens SKAT må inddrive gæld, kan kommunen kun opkræve ved for eksempel at ringe til folk.

De to medarbejdere i Vejle har indtil videre indkrævet omkring 7,5 millioner kroner til kommunekassen, og lavet afdragsordninger for 2,7 millioner kroner.

Dorthe Nygaard, i opkrævningen i Vejle kommune, er én af de to medarbejdere, der kontakter folk, der skylder penge.

- Vi møder åbne mennesker, som er positive over, at vi ringer og taler med dem om, hvordan vi i Vejle kommune kan hjælpe dem med at få betalt deres regning, siger hun.

Også i andre kommuner er gælden vokset. I eksempelvis Hedensted er borgernes gæld til kommunen vokset med cirka fire millioner kroner fra oktober sidste år til november i år.

Derfor er mange kommuner begyndt at gøre en særlig indsats, for at opkræve restancer efter SKAT's inddrivelsessystem EFI lukkede ned sidste efterår, men gælden til kommunerne vokser alligevel voldsomt.

Den seneste opgørelse over kommunale restancer fra Kommunernes Landsforening er fra juni, hvor borgernes gæld til kommunerne var på 3,8 milliarder kroner. Det er 600 millioner kroner mere end juni 2015.

Facebook
Twitter