Konkursbo kræver otte millioner kroner fra tidligere teaterchefs egne lommer: 'Jeg er rystet'

Den tidligere teaterchef for konkursramte Fredericia Teater skal personligt betale erstatning, mener kurator.

Søren Møller, der er tidligere teaterchef på nu konkursramte Fredericia Teater, risikerer en stævning, hvis han ikke vil betale otte millioner kroner i erstatning for overskredet markedsføringsbudget. Selv er han rystet over meldingen. (Foto: Søren Malmose - Fredericia Teater)

Hvem har ansvaret for Fredericia Teaters

konkurs
?

Ifølge kurator for boet efter Fredericia Teater, Rune Richelsen, har den tidligere teaterchef Søren Møller som minimum et medansvar.

Boet efter teatret vil have den tidligere chef til personligt at betale en erstatning på knap otte millioner kroner for overskridelse af markedsføringsbudgettet. Det skriver Fredericia Dagblad.

Erstatningskravet fremgår af en kreditormeddelelse, der er sendt ud til de 3.400 kreditorer, der er i boet efter Fredericia Teater, som også

DR
er i besiddelse af.

Den tidligere teaterchef Søren Møller er dybt uenig og rystet, oplyser han i et skriftligt svar til

DR
.

'Jeg er både chokeret og rystet, og jeg er helt uenig i påkravet fra kurator og mener, at det bygger på et faktuelt forkert grundlag og ræsonnement. Jeg har overgivet sagen til mine advokater og ser frem til at få bragt orden i forholdene', skriver Søren Møller, der ikke har yderligere kommentarer.

Brugte 14 millioner på markedsføring

Ifølge kreditormeddelelsen brugte Søren Møller mere end 14 millioner kroner på at markedsføre opsætningen af en Tarzan-forestilling i København – og det på trods af, at pengetanken hos teatret allerede var løbet tør, og at beløbet var en overskridelse af

budgettet
.

'Størstedelen af overskridelsen af markedsføringsbudgettet skete ved Tarzan-forestillingen i København på et tidspunkt, hvor Fredericia Teater allerede var insolvent', skriver kurator i meddelelsen.

Billede fra Tarzan-forestillingen, der alene endte med et resultat på bundlinjen, der var knap 28 millioner kroner under det budgetterede. (Foto: Søren Malmose © Fredericia Teater)

'På trods af dette benyttede teaterchefen 14.142.331,79 kroner på markedsføring, hvilket var en samlet budgetoverskridelse på 7.850.000 kroner alene for denne forestilling. På et tidspunkt hvor han vidste, at Fredericia Teater allerede var i økonomiske problemer', lyder det.

Tarzan-forestillingen omsatte i alt for 14,2 millioner kroner – altså blot få tusinde mere, end der blev brugt på at markedsføre den. Der var budgetteret med en omsætning på 42 millioner kroner.

Fyrede en fjerdedel af medarbejderne

Det store økonomiske flop kostede allerede i januar en fjerdedel af alle teatrets medarbejdere jobbet, da Fredericia Teater præsenterede et

underskud
på 20 millioner kroner. Få måneder senere kom meldingen om en
konkurs
.

Boet efter Fredericia Teater har tænkt sig at indgive en stævning, hvis ikke teaterchefen betaler beløbet på de knap otte millioner kroner - helt præcis 7.925.000 kroner.

Fredericia Teater var i mange år en stor succes, der på mange måder var personificeret ved teaterchef Søren Møller, der tiltrådte som chef i 2005. Teatret fik

landsdækkende
succes første gang i 2012, hvor opførelsen af Disneys Aladdin solgte mere end 100.000 billetter.

Kurator Rune Richelsen vurderer ikke, at det vil være tilrådeligt at rejse et erstatningskrav på baggrund af et generelt ledelsesansvar for

konkursen
mod teaterchefen eller bestyrelsen. Erstatningskravet er alene rejst for overskridelse af markedsføringsbudgettet.

'Procesrisikoen ved at rejse et erstatningskrav på baggrund af et generelt ledelsesansvar mod henholdsvis teaterchefen og/eller bestyrelsen vil være for stor til, at retssagen bør føres', står der i kreditormeddelelsen.

Kurator Rune Richelsen har ikke ønsket at udtale sig til

DR
.

Facebook
Twitter