Kristina løb syv maraton på syv kontinenter på syv dage: 'Det lyder tosset at sige'

Kristina Schou Madsen fra Kolding har løbet maratons i hele verden på bare en uge.

  • Kristina Schou Madsen vandt ugens første løb på Antarktis. Foto: Screengrab fra video produceret af HUTC. (Foto: © HUTC)
  • Den 33-årige koldingenser har den kvindelige verdensrekord for hurtigste bestigning af Kilimanjo. (Foto: © Kenneth Stjernegaard, Stjernegaard Fotografi)
  • Kristina Schou Madsen er på landsholdet i trailløb (© Jacob Brinch Almtoft)
1 / 3

For mange virker et maraton som en uoverkommelig distance. Så forestil dig at løbe et hver dag i en hel uge. Og tilføj så, at det skal foregå på et nyt kontinent hver dag.

Sådan så sidste uge ud for 33-årige Kristina Schou Madsen fra Kolding.

World Marathon Challenge hedder udfordringen, som Kristina Schou Madsen gennemførte. Første maraton blev løbet på Antarktis sammen med de 40 andre, der deltog i den ekstreme uge.

- Det lyder lidt tosset at sige. Vi mødtes alle sammen i Cape Town i Sydafrika og skulle med et specialfly til Antarktis - et rigtig fint luksusfly, siger Kristina Schou Madsen.

Her startede det eventyr, der først sluttede en uge senere. Og selvom det for de fleste kan virke som en stor mundfuld at gennemføre syv maraton på en uge, så havde Kristina Schou Madsen en drøm om andet end bare at gennemføre.

- Jeg sætter måske målene lidt højt, og jeg havde faktisk sigtet efter at vinde hele konkurrencen og at slå en verdensrekord for den hurtigste gennemsnitlige tid. Det lykkedes at slå den tidligere verdensrekord, men desværre var der en britisk pige, der var en smule hurtigere end mig, så jeg blev nummer to samlet, siger Kristina Schou Madsen.

Sejrede på Antarktis

Kristina Schou Madsen er normalt trailløber, og derfor er hun vant til kuperet terræn og tvivlsomme vejrforhold, da man i trailløb som oftest løber i skoven eller på mudrede stier. Derfor fik hun også en optimal start på ugen, da der skulle løbes på Antarktis, hvor flere af de andre løbere havde valgt at løbe med snekæder på skoene.

- Det var virkelig det løb, jeg havde set frem til. Jeg håbede på sne, is og udfordrende vejr. Det var fuldstændig surrealistisk at stige ud på Antarktis. Det var så smukt dernede. Det er bare øde og uberørt, siger Kristina Schou Madsen.

Videoen herover er produceret af HUTC

Trailerfaringen kom hende til gode, og Kristina Schou Madsen var den hurtigste kvinde på Antarktis og lagde sig i spidsen af konkurrencen - helt uden snekæder på skoene, men i helt almindelige trailsko.

- Efter løbet på Antarktis var jeg helt oppe og flyve og høj på adrenalin, og jeg var faktisk lidt i festhumør, men så skal man lige huske, at man havde et maraton mere 12 timer senere, siger hun.

To måneders forberedelse

Løberne restituerede, spiste og sov i flyet, som de lærte rigtig godt at kende. Prisen for deltagelse i løbet ligger på omkring 270.000 kroner, men Kristina Schou Madsen var blevet inviteret af nogle sponsorer.

- I november løb jeg et langt etapeløb i Namibia, og der vidste jeg ikke, at jeg skulle deltage. Jeg blev inviteret efter det løb, så jeg havde to måneders forberedelse til at skulle løbe syv forskellige løb i forskelligt klima, siger hun.

Men faktisk var det ikke løb, der gav Kristina Schou Madsen sved på panden i hendes helt unge år.

Hun er tidligere bokser, og først i 2008 blev hun udfordret til at løbe et halvmaraton.

Det var egentlig ikke nogen god oplevelse. Det var hårdt og ikke særlig sjovt. Men Kristina Schou Madsen fik alligevel pirret sin nysgerrighed, og hun tilmeldte sig straks et halvmaraton mere.

33-årige Kristina Schou Madsen er i bedre form end de fleste. (Foto: © Kenneth Stjernegaard, Stjernegaard Fotografi)

- Det var af ren stædighed. Jeg var blevet nysgerrig på, hvad der skete med min krop og mit hoved, når jeg løb, siger hun.

- Det skelsættende blev, at jeg satte tempoet ned, så jeg kunne få vejret og ikke kastede mine lunger op, hver gang jeg løb. Der begyndte jeg at holde af at løbe, siger Kristina Schou Madsen.

Løb gennemsyrer alt

11 år senere er Kristina Schou Madsen på det danske landshold i trailløb, og hun har besteget Kilimanjaro på seks timer og 52 minutter – hvilket er en suveræn verdensrekord for kvinder.

- Jeg har altid gang i mange forskellige projekter, og jeg er meget stædig med at forfølge dem helt til dørs. Det er sådan, jeg er skruet sammen, siger Kristina Schou Madsen, der i løbet af karrieren har været fuldkommen forskånet for skader – og det har været meget vigtigt for hende.

- Jeg tror, jeg ville være frygtelig at være sammen med, hvis jeg ikke kunne løbe. Jeg tør slet ikke at tænke tanken. Det er en del af min identitet, og jeg ved ikke, hvad der så er tilbage, hvis jeg ikke kunne løbe. Det gennemsyrer alt, hvad jeg laver, siger hun.

Nu er koldingenseren tilbage i hjembyen, og det næste mål, som er VM i trailløb til sommer, er allerede øverst i bevidstheden.

På trods af de uindfriede ambitioner om en førsteplads, er hun stolt af sin præstation på de syv kontinenter, men det er faktisk ikke den fysiske præstation, der fylder mest i hendes hoved.

- Mest af alt er jeg stolt af, at jeg nogle gange på Facebook kan læse, at jeg har inspireret nogle ude i verden. Det er meget overvældende, og det er jeg meget beæret over. Det er meget privilegeret at kunne inspirere andre. Jeg vil aldrig nogensinde glemme den seneste uge.