Kronhjorte æder sig gennem marker og det koster landmændene dyrt

Majs og kartofler er guf for kronhjorte, men det giver problemer for flere landmænd, der får deres afgrøder spist for tusindevis af kroner.

Kronhjorte er flotte, men for landmændene er de en belastning.

Jysk Landbrugsrådgivning i Billund har som de første nogensinde spurgt 123 landmænd om, hvor mange skader kronvildtet koster dem i skader.

Og det er betragtelige summer kronvildtet koster landmændene. 

De 34 hårdest ramte landmænd havde skader på mellem 25.000 og 100.000 kroner, og det samlede tab for de 123 landmænd løber op i mindst to millioner kroner.

- De største skader er sket i marker med raps og kartofler, som kronvildtet har en særlig forkærlighed for, siger konsulent Peter Aalykke Jensen fra Jysk Landbrugsrådgivning.

Dyre forhindringer

Undersøgelsen viser også at det kan være dyrt for landmændene, hvis de prøver at holde kronvildtet på afstand, f.eks. ved at hegne deres marker ind.

- Det er jo ikke almindelige kreaturhegn, men høje hegn, der skal til, hvis de skal have en effekt, og så kan en indhegning let løbe op i 100.000 kroner eller mere, siger Peter Aalykke Jensen.

Han afviser også at landmændene kan komme problemet til livs ved at skyde dyrene, når de kommer ind på markerne.

- De er der jo typisk når det er mørkt, og på de tidspunkter er det ikke tilladt at skyde kronvildt, siger han.

Nødvendig debat

Landmændene har været nervøse i flere år på grund af det stigende antal krondyr, og derfor udvider Jysk Landbrugsrådgivning da også undersøgelsen i år, så den vil omfatte endnu flere landmænd.

Men allerede nu bør undersøgelsen give anledning til at politikerne går i tænkeboks, mener Peter Aalykke Jensen.

- Hvis samfundet ønsker at der skal være flere krondyr i naturen, så kan man jo godt spørge sig selv om det er rimeligt at prisen skakl betales af de landmænd, som tilfældigvis bor i de områder, hvor kronvildtet foretrækker også at opholde sig, siger han.

Facebook
Twitter