Kun 41 særligt udvalgte i hele landet må bruge de lukkede svømmehaller: ’Vi mister en masse talent’

Dansk svømning lider skade, hvis hallerne ikke snart åbner, vurderer union.

17-årige Sofie Petersen er et stort svømmetalent, og hun har fået lov til at vende tilbage til svømmehallen som en af 41 danske svømmetalenter. (Foto: © Sylvester Guldberg Røn/DR)

Sofie Petersen på 17 år og Andreas Hansen på 19 år har en del til fælles.

De er begge elitesvømmere og svømmer begge i Vejle Svømmeklub. De har normalt et tocifret antal træningspas om ugen, og de har begge store ambitioner med deres sport.

Men i øjeblikket er deres situationer vidt forskellige. Sofie Petersen er nemlig en af de blot 41 særligt udvalgte elitesvømmere fra Team Danmark, der har fået tilladelse til at bruge landets ellers lukkede svømmehaller. Derfor tager hun dagligt turen til Fredericia, hvor hun må hoppe i bassinet.

Andreas Hansen er derimod ikke en af de 41 udvalgte. Derfor holder han formen ved lige i vandet ved Høll Strand i Børkop.

- Det er forfærdeligt at mangle svømmehallen. Svømmehallen er vores liv, og for os, der træner så meget, er det nærmest et fuldtidsarbejde. Herude ved havet er det nogle helt andre teknikker, vi skal bruge. Det er at svømme og så alligevel ikke, siger Andreas Hansen.

Ser allerede udmeldinger

Normalt er Andreas Hansen i vandet 11 gange om ugen, og han er en af de svømmere, der er lykkedes med at holde motivationen under coronakrisen. For det gælder ikke alle, lyder bekymringen fra Dansk Svømmeunion.

- Vi hører allerede nu historier fra klubber om, at der er en del svømmere, der falder fra, og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt for den enkelte svømmer, at de mister modet og troen på, at det kan lade sig gøre at komme tilbage, siger Lars Bach, der er sportsdirektør i Dansk Svømmeunion.

Andreas Hansen har skiftet bassinet ud med stranden i øjeblikket. (Foto: © Mathias Juul Petersen/DR)

Hvis svømmehallerne ikke er en del af genåbningens fase 3 den 8. juni, forudser Lars Bach, at Danmark kommer til at vinke farvel til mange svømmetalenter, fordi de ikke har haft mulighed for at træne ordentligt under nedlukningen.

- Der er en masse potentiale og talent, vi vil miste og gå glip af i årene, der kommer. Det er en hård omgang for svømmerne og for dansk svømning i det hele taget, siger han.

17-årigt talent savner selskab i vandet

Den frygt deler Johan Seistrup, der er elitesvømmetræner og klubdirektør i Vejle Svømmeklub, hvor Sofie Petersen og Andreas Hansen svømmer.

- Vi har haft dygtige konkurrencesvømmere i klubben, der allerede nu har valgt at stoppe. Det er allerede blevet kritisk, siger Johan Seistrup.

Johan Seistrup har kun en enkelt af sine svømmere i bassinet i øjeblikket. (Foto: © Sylvester Guldberg Røn/DR)

Han har dog en enkelt svømmer i bassinet, nemlig Sofie Petersen. Hun håber snart at få selskab af sine klubkammerater.

- Det påvirkede min form rigtig meget ikke at kunne svømme, så det er godt at være tilbage i bassinet, men det er lidt specielt. Jeg håber virkelig, at alle snart kommer tilbage, siger Sofie Petersen.