Landsbyer jubler over Tour de France-besøg til næste sommer

Der bliver folkefest og tv-tid i danske landsbyer, når verdens største cykelløb suser gennem landet.

Nu er ruten for de tre Tour de France-etaper i Danmark i 2021 kendt. Og mange går i gang med at lave cykelløbet til en fest i deres by. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Knyttede næver blev formentlig stukket i vejret i mange byer og landsbyer, da næste års Tour de France-rute i eftermiddag blev offentliggjort.

Ruten har i hovedtræk været kendt et stykke tid, mens detaljerne om næste års tre etaper i Danmark først blev afsløret på et pressemøde i Vejle.

Nu bliver hjelmen spændt, og den hurtige solbrille sat på plads i Høve, Vester Nebel, Genner og mange andre bysamfund, så landsbyerne kan fremstå knivskarpt, når Tour de France-feltet og reklame-karavanen kommer forbi i begyndelsen af juli næste år.

  • 1. etape er en enkeltstart i København, der køres fredag den 2. juli 2021.
  • 2. etape mellem Roskilde og Nyborg via Storebæltsbroen køres lørdag den 3. juli.
  • 3. etape mellem Vejle og Sønderborg køres søndag den 4. juli 2021
1 / 3

2021-udgaven af verdens største cykelløb begynder med en enkeltstart i København den 2. juli. De følgende to dage kører feltet først en etape på Sjælland via Storebæltsbroen til Fyn med start i Roskilde og mål i Nyborg.

Det danske visit slutter den 4. juli med en etape i det Syd- og Sønderjyske fra Vejle til Sønderborg.

Sightseeing i hovedstaden

I hovedstaden bliver der nærmest tale om en guidet tur, som bringer feltet forbi mange af Københavns seværdigheder.

Søerne bliver vist frem. Det samme gør Kongens Nytorv og Den Lille Havfrue, og skulle kongefamilien være hjemme, kan løbet nydes fra balkonerne på Amalienborg.

Rytterne på to hjul runder nemlig rytterstatuen med Frederik V til hest på Amalienborg Slotsplads.

På andendagen af næste års Tour de France er det det nordvestlige Sjælland og Odsherred, som lægger asfalt og bakker til, når rytterne skal ramme Storebæltsbroen for at køre i mål i Nyborg.

På en god del af dagens etape er der fine muligheder for blæsevejr, for Storebælt og Sejerøbugten er ikke langt væk.

Høve lokker med fest - og et 'bjerg'

I Høve i Odsherred er der lagt op til fest - og en stejl stigning.

- Det er faktisk 'bjerg-etapen' vi står med, siger formanden for det lokale bylaug, Peter Arnfeldt om bakken på Høve Stræde.

Der skal trampes hårdt i pedalerne, når rytterne skal forcere Høve Stræde, mener formanden for Høve Bylaug, Peter Arnfeldt. (Foto: Mads Raagaard © dr)

I Høve har PostNord Danmark Rundt været forbi, men næste års Tour de France bliver af en helt anden kaliber.

- Det bliver helt vildt. Det bliver det allerstørste cykelevent, der kommer forbi byen. Der er rig mulighed for at sidde på skrænterne og heppe på rytterne, når de kommer op ad vores lange dræberbakke med 10 - 12 procents stigning. Når de kommer op til Høve by, er der endnu en bakke, som bliver virkelig hård, siger Peter Arnfeldt.

Han forudser fest i gaderne og lover en helt ekstraordinær oplevelse. Blandt andet fordi farten i feltet på grund af bakken går ned, og det giver tilskuerne en bedre oplevelse end på en flad strækning.

Storebæltsbroen er klar til den gule trøje

På Storebælt venter der både cyklister og bilister en særlig oplevelse. Planen for dagen er ikke lagt i detaljer endnu, men driftsleder Jan Lyngsø fra Storebæltsbroen regner med, at cykelrytterne får de nordlige kørebaner, mens bilisterne må rykke sammen i de sydlige baner.

Jan Lyngsø, driftsleder på Storebæltsbroen, ser frem til en stor oplevelse både for de to-hjulede og de fire-hjulede. (Foto: Mads Raagaard © dr)

- Vi glæder os til at vise broen frem for Danmark og verdenen, for det er en speciel oplevelse. Det er et stort, flot arrangement, og det er en stor ære for os, at de kører over broen - og vi glæder os til det, siger Jan Lyngsø.

Nu skal han og kollegerne i gang med forberedelserne, og han regner med, at skilte og andet grej vil være på plads et par uger før, rytternes forhjul peger mod Fyn.

- Jeg vil tro, at det tager et halvt år at lave forberedelserne. Det skal gerne sidde lige i skabet på dagen, siger han.

Brugsuddeler er topbegejstret

Kenneth Christensen er glad for at være uddeler i landets ældste Brugs i Vester Nebel, som ligger nord for Kolding. Og i dag blev han endnu gladere. Tour-feltet bruger nemlig nogle minutter i Vester Nebel, inden turen går videre syd på til Sønderborg på 3. etape.

- Det er kæmpestort. Kæmpestort. Det glæder vi os til, siger han.

Brugsuddeleren i Vester Nebel, Kenneth Christensen, kan slet ikke skjule sin begejstring over, at Tour de France kommer forbi hans butik. (Foto: Michael Lyck Poulsen © dr)

Han og de øvrige indbyggere er godt klar over, at det ikke er en langvarig eksponering, som Vester Nebel får.

- Men det er once in a lifetime, at det kommer her til byen, og vi skal have samlet hele byen og lave en fest herude, siger han.

Allerede i eftermiddags, da det kom frem at touren rammer Vester Nebel, begyndte snakken at gå i butikken.

- Da vi så det, begyndte vi med det samme at snakke om, hvad vi kunne gøre for at markere Vester Nebel. Lidt lige som når man ser cykelløb i Frankrig, så er der nogle, der laver noget på markerne, som skiller sig ud. Det tænker jeg da også, at vi vil gøre herude, siger Kenneth Christensen.

Genner kommer på kortet - igen

I landbyen Genner ved Aabenraa er årets største idrætsbegivenhed sædvanligvis den årlige gymnastikopvisning. Men det bliver der lavet om på, når Tour de France-feltet passerer landsbyen i nogle hæsblæsende minutter den 4. juli til næste år.

I Genner har man tidligere haft PostDanmark Rundt gennem byen, og derfor regner næstformand i Genner Lokalråd Jan Kirk Todsen da også med, at der bliver gjort noget ud af det, når Tour de France kommer forbi.

Jan Kirk Todsen ved 'Côte de Genner Strand', hvor rytterne kan køre point ind til den prikkede bjergtrøje. (Foto: Martin Kjærgaard © dr)

- Det er helt sikkert, at lokalområdet i Genner og nærmeste opland står også klar, når Tour de France-feltet kommer, siger han.

Han glæder sig over, at Genner kommer positivt på landkortet igen.

- Før i tiden, da motorvejen ikke var her, kørte alle folk gennem Genner på hovedvej 10. Det kan de huske, og nu kommer der postitiv omtale af Genner igen, og det er da dejligt, siger Jan Kirk Todsen.

Da han kom hjem i dag, blev han i øvrigt mødt af en begejstret 13-årig datter, der ville have far med til cykelløb til næste sommer, så nyheden om, at touren kommer til Genner, har spredt sig hurtigt.

Nu skal de så i arbejdstøjet. Både i Genner, Vester Nebel, Høve og på Storebæltsbroen, så det bliver en ganske særlig oplevelse for alle, når Tour de France siger 'Bon Jour Danemark'.