Lars er kristen og ser porno: Jeg skammer mig, men jeg falder i

Porno og onani er udbredt blandt unge kristne, og det kan være svært at kombinere moderne ungdomskultur med en stærk kristen tro.

66 procent af unge kristne ser porno og onanerer, viser en undersøgelse. Et promobillede fra Aalborg Teaters 'Porno for begyndere'. (© Aalborg Teater)

Kristne unge udfordres af at leve i en ungdomskultur med et meget frigjort forhold til seksualitet.

I en undersøgelse foretaget af Indre Missions rådgivningsside for unge, AdamogEva.dk, svarede 66 procent af de unge kristne, at de jævnligt ser porno og onanerer.

En af dem er Lars, der i perioder selv ’falder i og ser porno’, som han formulerer det.

- Det afføder skyld og skam hos mig. Det at komme til kort overfor mit eget seksuelle ideal om, hvad jeg gerne vil og ikke vil, det er en skamfuld proces. Det er som at opleve, at man faktisk ikke helt er herre i eget hus, og det er smertefuldt, siger Lars, der kun vil stå frem med sit fornavn. DR kender hans fulde navn.

Ikke foreneligt med Indre Missions værdier

Men pornoen er ikke forenelig med Indre Missions værdier, og den giver unge et fordrejet forhold til deres seksualitet, siger Niels Hankelbjerg Mortensen, der er landsleder i Indre Missions Ungdom.

- Pornografien giver os nogle helt forkerte billeder af, hvad seksualitet er. Seksualitet er langt mere end en akt i en seng. Det er et udløb af den kærlighed, vi gerne skulle vise hinanden, siger han.

- Vi vil gerne tale stærkt om, at seksualitet er noget, vi alle sammen har. Det skal bringes i spil. Men den skal fungere på kærlighedens præmis, og det gør den ikke, hvis man bruger en masse porno, og kun gør det med sig selv, siger Niels Hankelbjerg Mortensen.

Det er Lars som ung kristen sådan set enig i. Han vil gerne lægge porno og onani helt fra sig.

- Et af problemerne er jo tilgængeligheden af pornografi. Det er meget let tilgængeligt, siger han.

Ikke en overraskelse - men et problem

Lars er ikke overrasket over undersøgelsens resultat, der viser, at 66 procent af de unge kristne ser porno og onanerer.

- Jeg tænker bare, at det er et problem. Jeg ved godt, at jeg ikke er alene, men jeg har stadig min overbevisning om, at det ikke er godt. Vi har jo en seksualdrift, så vi oplever, at der er noget spændende ved pornografien, men vi mærker også, at der er noget ved det, der ikke er, som det skal være, siger Lars.

Daniel Solgaard, som er medlem af Indre Mission Ungdom i Odense, ser aldrig selv porno, men han mener, at enhver har ret til selv at bestemme over sit eget liv. Han synes dog, at det er en dårlig idé at se porno, fordi han tror ikke, at folk får noget godt ud af det, og det siger han gerne til sine venner.

- Når mine kammerater siger, at de er afhængige af porno, eller at det er noget, de har lyst til at stoppe med, så vil jeg gerne prøve at støtte dem og hjælpe dem til at lade være med det, siger han.

Selv om alle i vennegruppen ikke er enige om, hvorvidt man skal se porno eller ej, oplever han dog ikke, at folk ser skævt til hinanden.

- Der er brug for, at vi opmuntrer hinanden og taler kærlighedens sag og taler seksualiteten op i stedet for at tale ned på hinanden, siger Daniel Solgaard.

Der deltog 1.500 unge kristne i undersøgelsen fra Adamogeva.dk.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.