Lego vinder plagiatsag i Kina

En domstol i Kina har afgjort, at to kinesiske virksomheder skal stoppe med at kopiere Legos produkter.

Den danske legetøjskoncern Lego har vundet sin første sag mod en kinesisk kopiproducent. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Danske Lego har vundet en sag mod to kinesiske virksomheder, der har kopieret legetøjskoncernens produkter.

De to virksomheder har fremstillet og solgt Bela-produkter, der er tætte efterligninger af Lego Friends-produkter. Men det skal ophøre, har domstolen Shantou Intermeditate People's Court besluttet.

- Vi ser det som et bevis på det fortsatte fokus fra kinesiske myndigheder og domstole på at håndhæve og sikre intellektuelle rettigheder på ordentlig vis, siger Peter Thorslund Kjær, vicepræsident i Legos juridiske afdeling i en pressemeddelelse.

Dommen faldt i september og har effekt fra november 2017. Retten afgjorde helt konkret, at de to kinesiske virksomheder skal stoppe med at kopiere Legos produkters emballager og logoer fremadrettet, da der er tale om en overtrædelse af Lego-koncernens rettigheder.

Retten afgjorde samtidig, at Lego-koncernen er beskyttet under den kinesiske konkurrencelov mod uretmæssig konkurrence.

Beskyttelsen angår det særlige og unikke udseende, som Legos produkter har på tværs af produktlinjer, og som skal sikre, at forbrugere straks kan genkende og associere produkterne med Lego.

- Vi fortsætter med at tage de nødvendige skridt for at sikre, at forældre og børn er i stand til at købe legetøj på et velinformeret grundlag, og at de ikke føres bag lyset af uansvarlige virksomheder, der forsøger at lave produkter, der fremstår som noget, de ikke er, siger Peter Thorslund Kjær.