Du skal ikke være ret mange minutter i Lego House for at fornemme begejstringen for klodsen. Hele huset er bygget til leg med de farvede firkantede plastikklodser, og det er det seneste monument for, hvor stor en succes klodsen har været.

I september åbnede oplevelsescentret i hjertet af Billund, og kommunens gave til huset var, at alle lokale skole- og børnehavebørn skal på besøg. Så cirka 4.000 børn og unge skal have en legedag i Lego House, og de første kom i denne uge.

- Man kan bygge alt muligt forskelligt, og det er kun fantasien, der sætter grænser, siger Josefine Gohr Jensen fra 9. B på Vestre Skole i Grindsted.

Plastikklodsen har indtaget børneværelser verden over, og det simple design, som vi alle tager for givet i dag, er stadig i gang med at udvikle sig. Næste skridt er, at den skal være bæredygtig.

Hård opstart

Det tog nogle tilløb, før Lego fandt frem til det koncept, der siden har gjort koncernen til et af verdens stærkeste brands og familien til Danmarks rigeste. For da firmaet blev grundlagt i 1932 af tømrer og snedker Ole Kirk Kristiansen var det ikke plastikklodser han lavede, men trælegetøj.

Men efter 2. verdenskrig var det svært at få fat i træ, så Ole Kirk besluttede i 1946 at kaste sig over plastik - dog ikke klodser, der først kommer i 1949 under navnet ”automatic binding bricks”. Og da er klodserne stadig kun en sideproduktion, og systemet fungerer ikke optimalt, for de kan ikke hænge sammen.

3K Lego patent web.mp4

I midten af 50'erne blev det besluttet, at der skal satses på klodserne, der stadig er hule indeni. Så frem til 1958 blev der arbejdet på at finde det, der i Lego kaldes ”klemkraften”. Groft sagt er det rørene inde i klodsen, der betyder, at de kan hænge sammen.

Og det er det system, som Lego får patentet på den 28. januar 1958 klokken 13.58. Dermed kan Legoklodsen, som vi kender den, i dag fejre 60-års fødselsdag.

Verdenskendt design

Med 2 x 4-Legoklodsen opstår der et stykke klassisk dansk design. Over alt i hele verden er Danmark kendt for smukke møbler som Ægget og Svanen og funktionelle lamper af PH og Panton. Og det er i den liga, at Legoklodsen befinder sig, mener Barnabas Wetton, der er leder af International Innovation på Designskolen i Kolding.

- Det er godt design, fordi det fungerer så godt, som det gør, siger han.

For ham er det kombinationen af noget helt enkelt og de uanede muligheder, der gør klodsen så smuk. For i sig selv er det jo bare et firkantet stykke plastik, men sammen med alle de andre, kan du pludselig bygge alt i hele verden

- Med tre klodser er du allerede i gang med at lege.

Lego opfandt hjulet

Med patentet kom der for alvor gang i Lego. Børn kan nu bygge klodserne sammen og skille dem ad i uendelige kombinationer. Men løbende knopskyder koncernen også og udvikler nye ting for at følge med tiden.

I 1962 opfinder Lego eksempelvis hjulet, hvilket betyder, at legen med klodserne ikke længere er statisk. Så fra at være et stykke konstruktionslegetøj, begynder børnene at kunne få bevægelse i legen, hvor de kan bygge biler eller tog. Og selvom det lyder simpelt, var det rent praktisk kompliceret, for det var tre forskellige materialer, metal, gummi og plastik, der skulle arbejde sammen, siger Jette Orduna, der er leder af Legos historiske afdeling.

- Det er faktisk en rigtig svær proces, siger hun.

3K Lego børn.mp4

Året efter, I 1963, er det så de første vejledninger, der viser, hvordan børnene kan bygge modellerne, der bliver lagt i Lego-æskerne. Og det betød, at firmaet kunne sælge mere komplekse ting. Før 1963 var der blot en tegning af det færdige produkt og så måtte ungerne så ellers selv finde ud af, hvordan klodserne skulle sættes sammen.

Bygmester fra barnsben

Den klassiske Legoklods har også sat sine spor i den industrielle udvikling i Danmark. De maskiner, der skulle bruges til at lave klodserne var nemlig ikke standardvare, som virksomheden kunne gå ud og købe. Så derfor måtte Lego selv udvikle mange af deres maskiner, siger Jette Orduna.

- Vi har taget patent på rigtig mange maskiner, siger hun.

På Designskolen i Kolding begynder Helle Marie Skovbjerg den 1. februar som professor i leg - som den første i Danmark. Hendes opgave bliver blandt andet at undersøge, hvordan legen bliver brugt til at lære. Og hun er begejstret for klodsen, fordi den er så let at lege med.

- Du skal sådan set bare tage fat i den og komme i gang. Alle kan være med, siger hun.

Hun siger, at vi alle sammen har en lille bygmester i os fra barnsben. Alle børn har altid bygget og sat ting sammen. Og med Legoklodsen får du mulighed for lave byggeriet om. Når du får sat nogle klodser sammen, og det ikke er, som du havde håbet på, så kan du bare skille det ad og bygge op på ny.

- Hvis der er noget, der ikke rigtig virker, så kan du bare prøve igen.

Fra ingeniørleg til rollespil

I 1978 kommer minifiguren på markedet. Tidligere havde der kun været Legomænd, der var bygget af klodser, men de kunne ikke bevæge sig, og proportionerne passede ikke. Så med de små figurer bliver rollelegen pludselig en del af Lego. Nu kunne ungerne forestille sig, at de var brandmænd, politibetjent eller landmand.

Frem mod 1998 er der mange små skridt i udviklingen af Lego, men det år kommer Lego Mindstorm, hvor du kan bygge robotter af Lego, som du kan styre med en computer. Og dermed rykker klodsen ind i den digitale verden.

Børn kan bygge et stykke legetøj, som de samtidig kan programmere, og det lægger et yderligere lag på blandingen af leg og læring. For gennem legen lærer de hele tiden at forfine deres model ved at eksperimentere.

- Her kommer Lego ind i computeralderen, hvor børn får en klods, som de kan programmere, siger Jette Orduna

Klodsen redder Billund

Der er stort set umuligt at sige Billund uden også at sige Lego. For uden koncernen havde der ikke været ret mange, der ville vide, hvor byen ligger henne. I dag er der Danmarks næststørste lufthavn, der er en jernbane og en motorvej på vej, der er Legoland, der er Lalandia og senest er Lego House skudt op.

Og det er tvivlsomt, om noget af det ville have været i Billund, hvis ikke klodsen havde vundet frem, mener Egon Noe, der er professor og leder af center for landdistriktsforskning på SDU.

- Det ville formentlig ikke være ret meget andet end en lille bitte landsby, siger han

På samme måde som Bjerringbro er Grundfos, Struer er B&O og Nordborg er Danfoss, så er Billund Lego. Og det er i den grad en styrke, når tingene går fremad. Men det har også den indbyggede svaghed, at byen lider, hvis virksomheden lider. Hvis virksomheden må dreje nøglen om eller flytte til udlandet, så har det konsekvenser, siger Egon Noe

- Det er klart, at hvis Lego forsvinder og Legoland går konkurs, så ville det være en enorm katastrofe for et område som Billund, siger han.

Det fik Billund faktisk en lille bitte smag af i efteråret, hvor Lego meldte ud, at op mod 600 stillinger skulle nedlægges i byen. Det skete efter et årti med fremgang, hvor især administrationen var blevet for stor.

Lego vil være på forkant

Det næste skridt i klodsens udvikling kan blive at få skabt en bæredygtig slags plastik, som klodserne kan laves af. For selvom klodserne er gode til genbrug og sjældent bliver smidt ud, så har koncernen fokus på, at klodserne i fremtiden skal være bæredygtige.

Men det skal ikke være på bekostning af kvaliteten af materialet. Og det bliver der arbejdet meget på i Lego, siger Jette Orduna.

- Vi skal finde noget, der er neutral i forhold til miljøpåvirkning, men som samtidigt giver en rigtig god klods, siger hun.

Derfor sidder der cirka 100 specialister i koncernen og arbejder på at finde frem til et materiale, der er bæredygtigt. Og målet er at dagens fødselar i 2030 vil være lavet af en type plastik, der ikke belaster miljøet.

Tilbage i Lego House har ungerne travlt med at bruge kommunens gave til huset. Og Philip Kjær fra 9. B på Vestre Skole i Grindsted ved godt, hvorfor han er begejstret for Legoklodsen. Han har mange gode minder fra barndommen, hvor han har bygget med sine brødre. Og han synes at det er fascinerende, at en så simpel ting kan blive til hvad som helst.

- Man kan bygge lige, hvad man har lyst til og man kan være kreativ og bruge fantasien, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.