Legoland fejrer sig selv: 50 meter kage og verdens højeste tårn af klodser

Forlystelsesparken fylder 50 år, og det fejres i dag med sang, balloner og en 50 meter lang fødselsdagskage.

I dag er han 50. Det samme er Legoland, hvor kronprinsen var på besøg som 7-årig i 1975. (Foto: Willy Lund © Scanpix)

Børn fra lokale skoler i Billund og medarbejdere har sunget fødselsdagssang for Legoland i dag.

Parken har 50 års fødselsdag, og der er en verden til forskel på 1968 og til i dag.

Da de første gæster trådte gennem indgangen, var Miniland den største attraktion sammen med indianerbopladsen og Legotoget.

I den oprindelige plan var det meningen, at to personer skulle passe parken. En skulle rive og sælge billetter og en skulle sælge kaffe.

Men succesen var overvældende, fortæller direktør Christian Woller.

- Der var tre gange så mange gæster, som man havde regnet med det første år, siger han.

Så i starten af 70`erne blev Legoredo bygget, Piratland kom til i 90`erne og kongeborgen med rutchebanen Dragen i 1997.

Siden den første spæde start på en bar mark i Billund har parken nu bredt sig over et areal på 147.000 kvadratmeter, og der er otte Legolandparker rundt om i verden.

En af de populære attraktioner har gennem alle årene været trafikskolen, som var med helt fra starten.

Fødselsdagen i dag bliver selvfølgelig fejret med kage. Den er 50 meter lang, og for hver meter ligger et fotografi, som repræsentere et år i parkens historie.

Først ligger et sukkerprint af et foto fra åbningen fra 1968, til slut kommer et print med prins Joachim og prinsesse Marie, som åbnede parken i år, fortæller Karina Andersen, der er mesteren bag kagen.

- Vi ønskede at skabe noget helt særligt og anderledes, siger hun.

Fødselsdagsfejringen fortsætter resten af juni blandt andet med et forsøg på at bygge verdens højeste Lego-tårn.

Facebook
Twitter