Lejernes Landsorganisation: Kommuner svigter ansvar om skimmelsvamp

Kommunerne reagerer alt for langsomt i lejer-sager om skimmelsvamp, mener Lejernes Landsorganisation i Horsens.

Arkivfoto af behandlingen af en bolig med skimmelsvamp. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er hverken sundt eller særligt rart at bo i en lejebolig, hvor mørke plamager af skimmelsvamp kravler op ad væggen.

I nogle tilfælde er det så grelt, at kommunen eller embedslægen skal tilkaldes, men det sker alt, alt for langsomt og uden det nødvendige engagement, mener James Arbøl, der er formand for Lejernes Landsorganisation (Lejernes LO) i Horsens.

- Kommunerne skøjter udenom de her ting. Det kan ikke være rigtigt, at kommunerne ikke tager det alvorligt. Sundhedsvæsenet, der er involveret via kommunen, skal arbejde hurtigere. Det nytter ikke noget, at man bare siger ’luft ud og varm op i lejligheden, så er der ingen skimmelsvamp mere’ – det forsvinder jo ikke ud i den blå luft, siger James Arbøl.

Ifølge ham skal der hurtigst muligt en fra kommunen ud og konstatere, om det er rigtigt, hvis en lejer klager over skimmelsvamp i en almennyttig bolig.

Ingen reaktion efter et år

James Arbøl siger, at han har flere eksempler på en utilstrækkelig og for langsom reaktion på problemer med skimmelsvamp.

Eksempelvis i Vejle, hvor der blev fundet tegn på skimmelsvamp i en bolig. Den sag endte med, at lejeren måtte flytte, fordi kommunen efter et år stadig ikke havde reageret i sagen.

- Lejeren blev mere og mere syg. Der skete ikke noget, og der gik over et år, og jeg har stadig ikke hørt noget fra Vejle Kommune. Man kan jo ikke blive ved med at bo i det her. Tænk hvis man ringede efter en ambulance, og det tog et år, før den kom. Det er håbløst, siger James Arbøl.

Bliver man udsat for skimmelsvamp, kan det resultere i blandt andet kløe, udslæt og hovedpine. I særligt slemme tilfælde kan man udvikle kroniske sygdomme som astma.

Afviser kritikken

I Vejle Kommune afviser Peter Vestergaard, afdelingsleder for Byggeri og Industrimiljø, store dele af kritikken.

- Vi har ikke mange skimmelsager, der kører mere end tre måneder. Langt, langt hovedparten er udbedret lang tid før, siger Peter Vestergaard.

Sådan skal kommunen reagere på skimmelsvamp

* Kommunerne har pligt til at reagere på sager om skimmelsvamp og undersøge situationen.

* Hvis det vurderes, at der er øjeblikkelig sundhedsfare, kan en embedslæge tilkaldes, og boligen kan blive erklæret midlertidigt uegnet til beboelse, indtil boligens ejer har løst sitautionen.

* I 2017 modtog landets kommuner en håndbog til, hvordan kommunens sagsbehandlere skal håndtere sager om skimmelsvamp.

Ifølge ham skyldes skimmelsvamp ofte beboernes egen adfærd i boligen - og de sundhedsskadelige sager, der er, gribes der hurtigt ind overfor, siger Peter Vestergaard.

Kommunerne kritiseres også for i alt for få tilfælde at inddrage en embedslæge i forløbet, og her erkender Peter Vestergaard, at det ikke sker ret tit.

- Det er relativt sjældent, vi har de vurderinger, det medgiver jeg, men det er også fordi, at karakteren af alvorlig skimmel er meget, meget lille, når det kommer til stykket, siger Peter Vestergaard.

Lejernes LO har i mange år haft et stort fokus på skimmelsvamp. I forbindelse med kommunalvalget i 2017 var Lejernes LO ude med en generel opfordring til kommunerne om at sætte flere kommunale ressourcer af til at bekæmpe skimmelsvamp.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.