Lise fik en ny nyre: Jeg fik mit almindelige liv tilbage

Flere alvorligt syge får en ny nyre, et nyt hjerte eller andre organer end tidligere, viser nye tal.

- Efter at jeg fik transplanteret den nye nyre, blev mit liv normalt igen, og jeg var ikke længere bundet til dialyseapparat flere gange i ugen, siger Lise Graversen fra Vejle.

Ventetiden kan være meget lang, hvis man er alvorligt syg og venter på at få et nyt organ.

Nu viser de nyeste tal fra Dansk Center for Organdonation, at flere end tidligere får indopereret en ny nyre, et nyt hjerte eller andre organer.

En af dem, der måtte vente længe på at få et nyt organ, er Lise Graversen fra Vejle.

- Det var en ganske forfærdelig ventetid. Til sidst havde jeg det sådan, at hvis min situation ikke ændrede sig, så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Jeg ville være bundet til en dialysemaskine altid, siger hun.

Men nu bliver flere syge hjulpet med nye organer. I 2017 var der nemlig 97 organdonorer, der fik udtaget mindst ét organ, som blev transplanteret. Tallet er stigende for fjerde år i træk, og det skyldes blandt andet, at man er blevet bedre til at udnytte ældre menneskers organer til donation.

Hos Dansk Center for Organdonation er centerleder Helle Haubro glad for, at kurven er knækket.

- Jeg håber, at udviklingen fortsætter. Der er sat mange tiltag i gang, både for at få borgerne til at tage stilling til donation, og for at sygehusene skal blive bedre til at gennemføre organdonationsforløb, siger hun.

Lise Graversen måtte vente i ni måneder på at få en ny nyre, som et familiemedlem valgte at give til hende.

- Da jeg var kommet mig efter operationen, ventede et helt nyt liv. Det var et frit liv, jeg kunne komme på arbejde igen og lave alle de ting, jeg gerne ville i fritiden, siger Lise Graversen.

Facebook
Twitter