Lockout og strejke truer forude: Flere bestiller pas og kørekort

Der er ekstra travlt hos borgerservice. Folk vil ikke risikere at stå uden pas.

Intet pas - ingen udlandsrejse. Den truende konflikt har fået mange til at bestille pas, før det er nødvendigt. (© ColourBox.com)

Ingen ferie uden pas.

Den måske kommende konflikt, hvor mange offentlige kontorer vil blive lukket, har fået en del danskere til at bestille nyt pas, før tiden.

På borgerservice i Kolding har der været mange flere henvendelser efter strejke og lockout-varsler, fortæller Jette Møller, der er afdelingsleder.

- Vi har temmelig mange flere henvendelser, både om kørekort og pas. Så vi har haft mange flere i denne uge, siger hun.

Også i Billund oplever de ansatte i kommunens borgerservice, at flere borgere vil have ordnet pas og kørekort inden en eventuel lockout eller strejke. Også selvom deres dokumenter først udløber til sommer.

Det er især pas og kørekortshenvendelser, borgerservice får, men i Vejen Kommune er det også forlovede, der er bange for at gå glip af deres borgerlige vielser, fortæller borgerservicechef Jane Ussing.

I Kolding forventer Jette Møller, at der vil være travlt i resten af marts måned, mens det endnu er uafklaret, om der kommer en konflikt eller ej.

- Jeg tror, at noget af sommerferie-travlheden, som vi normalt har i maj og juni, måske allerede kommer i denne måned. Folk vil sikre sig, at de får deres pas, så de kan komme på sommerferie, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.