Lokalpoliti advarer mod populær app

Tonen er så grov og til tider truende på en populær app, der hedder ask.fm, og det har nu fået lokalpolitiet i Kolding til at sende et bekymringsbrev til samtlige skoler i Kolding Kommune.

Denne app har nu fået lokalpolitiet i Kolding til at udsende et bekymringsbrev til alle skolerne i Kolding. Tonen blandt børn, der bruger appen, er nemlig blevet så grov, at det er bekymrende, mener politiet.

Lokalpolitiet i Kolding har sendt et bekymringsbrev ud til skolerne i Kolding Kommune, som advarer mod en app, som blandt andet er populær blandt børn og unge.

Appen hedder Ask.fm og er et lille blåt ikon på smartphonen, der ikke nødvendigvis er så uskyldig, som den ser ud. Når man logger på appen, søger den efter ens venner på Facebook, og så kan man stille anonyme spørgsmål til dem via appen.

Men der er ofte en hård tone blandt de unge, oplever Mette Christoffersen, SSP lærer og AKT lærer på Sønder Bjert skole ved Kolding.

Tonen er grov og tenderende til truende

- Det er altsammen noget, der er meget nedgørende. Spørgsmålene omhandler ofte at andre er dumme, grimme og fede, og de kan finde på at skrive ting som "Du tror måske, at jeg er din bedste veninde, men det er jeg ikke. Jeg hader dig, ja faktisk hader hele klassen dig", fortæller Mette Christoffersen og fortsætter:

- De udtaler sig nogle gange om, at forældrene er ulækre eller skriver ting som "Din mor er en luder".

Sådanne udmeldinger og endda også grovere udtalelser har derfor fået politiet til at ytre bekymring over appen.

Børn er meldt til politiet for udtalelser på Appen

Kolding politi har nemlig modtaget flere anmeldelser om trusler på app'en fra børn, som føler sig truet på app'en.

De håber deres bekymring kan få forældrene og skolerne til at gribe ind:

- Hvis man igennem noget forebyggende arbejde kan skabe en god dialog og få de unge mennesker til at tale pænt til hinanden, så kan det være vi kan undgå noget af det som senere hen bliver grovere, hvor vi er mere inde over rent politimæssigt, siger Brian Abild, der er leder af forebyggelsen hos Kolding lokalpoliti.

Unge kan blive retsforfulgt

De anmeldelser Politiet har fået, kan føre til retssager mod børnene:

- Hvis man er ovre i en direkte truen på livet eller lignende, så kan det være overtrædelse af straffeloven, siger Brian Abild.

Hvis børnene er under den kriminelle lavalder, kan anmeldelserne stadig få konsekvenser.

- Sådanne sager ville blive registreret i systemet som sociale sager, hvor kommunen kommer med ind over, og så ville man tale med barnet og med forældrene, siger Brian Abild.

Anonymitet giver større spillerum

I følge Red Barnet er det i høj grad anonymiteten, der er problemet med Ask.fm.

- Når man ikke skal stå ved det man skriver med sit navn, så er der nogle der går langt over grænsen, siger Jon Kristian Lange, der er seniorrådgiver i børns online liv, Red Barnet.

Ask.fm vil stoppe dårlig opførsel

DR Trekanten har henvendt sig per mail til folkene bag appen Ask.fm, der har base hjemmehørende i Storbritannien for at høre, om de har haft overvejelser med hensyn til, hvad appen kan bruges eller misbruges til.

De har skriftligt svaret på vores spørgsmål, hvor de blandt andet skriver sådan:

- Vi har kigget på vores brugerdata, og det viser sig, at et overvældende flertal af vores 150 millioner brugere bruger Ask.fm på en måde, der er positiv, sjov og engagerende. På trods af dette, er det vores opgave - vores ansvar - at indføre alle de rigtige værktøjer til at sætte en stopper for det mindretal, der bruger appen med dårlig opførsel, samtidig med at opretholde de funktioner, vores brugere værdsætter mest.

Samtidig skriver ask.fm, at de er dedikerede til sikkerheden i appen, og at de arbejder på at forbedre den ved at ansætte flere ledere, og moderatorer, der skal holde bedre styr på indholdet, samt andre sikkerhedseksperter.