Mads bor i Kina og har ikke forladt sin lejlighed i tre uger: 'Vi er ekstremt nervøse'

34-årige Mads Olesen har forskanset sig i sin lejlighed i Zhenjiang med sin kone.

Mads Teglgaard Olesen har valgt at blive inden døre, indtil coronaudbruddet i Kina er under kontrol

Tankerne om coronavirus har fyldt alt i hovedet på 34-årige Mads Teglgaard Olesen de seneste tre uger.

Det er nemlig på grund af den meget omtalte virus, at hverken han eller hans hustru har været uden for deres lejlighed i tre uger i træk.

De bor i Kina og er lige nu i selvvalgt isolation.

Hunden har lært at besørge på altanen, og der blev for tre uger siden købt mad ind, så ægteparret kunne holde sig kørende i tre måneder.

- Vi er ekstremt nervøse, og vi er bange. Det er meget bekymrende, siger Mads Teglgaard Olesen til DR via en skypeforbindelse.

Mads Teglgaard Olesen er oprindeligt fra Almind nær Kolding, men han bor i dag i byen Zhenjiang, der ligger cirka 620 kilometer fra Wuhan, hvor coronavirussen opstod.

I Zhenjiang har der været tilfælde af sygdommen, men de er ikke så hårdt ramt som mange andre kinesiske byer. Der er heller ikke en officiel anbefaling fra de lokale myndigheder om ikke at forlade sit hjem.

Alligevel tør Mads Teglgaard Olesen og hans engelske hustru ikke forlade deres lejlighed.

- Vi kan ikke fuldstændig få overblik over, hvad situationen er. Medierne i Vesten dækker det på meget forskellige måder. Nogen maner til besindighed, og andre forsøger at sige, at den er helt gal. Her i Kina har man rapporter om, at der bliver taget hånd om det, men vi har også tal, der indikerer, at smitten ikke er under kontrol. Man er nødt til at træffe sine egne beslutninger, når eksperterne ikke er enige, siger Mads Teglgaard Olesen.

Vil ikke risikere at blive smittet og smitte

Han fortæller, at situationen bliver taget meget alvorligt af de lokale borgere, og at store dele af byen er lukket helt ned.

- Det er eskaleret. Alle beboelsesområder i de større byer er indhegnede, og de er nu lukket med checkpoints, og man skal vise pas og krydses af på en liste, når man kommer tilbage, siger han.

Til daglig arbejder Mads Tejlgaard Olesen med at lave undervisningssoftware til engelskundervisning af kinesiske børn, men hans arbejdsplads har været lukket de seneste uger.

Mange af de lokale kinesere i hans omgangskreds forstår ikke, hvorfor han ikke er taget til Danmark, men det vil han ikke risikere.

- Indtil der er et dansk beredskab, der er klar til at have os i karantæne, når vi kommer hjem, og det har de tilsyneladende ikke valgt at gøre fra andre provinser end Hubei, vil jeg simpelthen ikke ud. Jeg vil ikke risikere at blive smittet på rejsen ud eller at smitte nogen, når jeg kommer hjem. Så hvis vi skal ud, er det fordi, det bliver organiseret af Udenrigsministeriet med en bil, der henter os og en særflyvning, siger han.

- Hvis den her virus skal til Danmark, skal det kraftedeme ikke være med mig. Det vil jeg simpelthen ikke risikere. Det strider mod min følelse af ansvarlighed overfor mine medborgere, siger Mads Tejlgaard Olesen.

'Vi er ved at blive tossede'

Der blev købt stort ind, da ægteparret besluttede at blive i lejligheden. Mads Tejlgaard Olesen fortæller, at der blandt andet blev købt ti kilo pasta, fem kilo ris, fem kilo nudler, litervis af tomatsauce og olivenolie samt dåseskinke, makrel i tomat og frugt på glas.

Dagene går med at se tv, meditere og forsøge at røre sig så meget, som lejlighedens begrænsede kvadratmetre tillader. Men det er ikke en nem opgave.

- Ja, vi er ved at blive tossede. Jeg elsker min kone, men vi går op og ned ad hinanden hele tiden, hver dag. Det handler meget om at ringe til venner og familie og tale med dem i timevis for at holde sig selv nogenlunde besindig, siger Mads Tejlgaard Olesen.