Mere viden skal hjælpe rygere til at kvitte smøgerne

Flere skal have succes med rygestop. Derfor åbner et nyt videnscenter, der forsker i, hvordan nikotin virker på kroppen.

Direktør Søren Brin fra Fermin Pharma er i laboratoriet på Nicotin Science Center i Vejle. (Foto: Lars von Magius - DR Vejle)

Selvom nikotin tyggegummi eller plastre kan hjælpe rygere med at holde op, er der plads til forbedring. For selv med hjælpemidler er det under en fjerdedel, der har held til at kvitte smøgerne.

Det er baggrunden for, at Fertin Pharma i Vejle i dag åbner et videncenter for nikotin, der skal indsamle og koordinere forskning om stoffet.

- Der er 1,1 milliarder rygere i verden, som har behov for bedre og bedre løsninger til at komme af med deres vane, siger Søren Birn, der er direktør for Fertin Pharma.

Kun hver fjerde har succes med rygestop

Firmaet producerer blandt andet nikotintyggegummi, der kan hjælpe rygere med at kvitte cigaretterne.

Og selvom hjælpemidler forbedrer chancen for at komme af med rygetrangen, så er det stadig kun hver fjerde, der har succes.

Nicotine Science Center, som er det officielle navn, får hovedkvarter i Vejle, men der vil også sidde forskere i Indien. Derudover vil centeret finansiere nikotinforskning på forskellige universiteter. Der mangler nemlig stadig viden på en række områder.

- Hvordan optages nikotin i kroppen, hvordan virker det i kroppen, og hvordan optages det bedst i mundhulen, som er det vi er mest interesseret i. Så der er masser af områder, hvor vi kan udbygge vores viden, siger Søren Birn.

Nikotins positive effekter skal undersøges

Normalt forbindes nikotin med afhængighed af cigaretter, men Nicotine Science Center skal se på, om stoffet har positive effekter, der på længere sigt kan bruges i lægemiddelindustrien. Blandt andet er der forskningsresultater, der peger på, at nikotin kan virke forebyggende mod Alzheimer og dulme symptomerne på Parkinson.

Søren Birn understreger dog, at det ligger langt ude i fremtiden, før nikotin kan anvendes på den måde.

Det vil i starten koste mellem tre og fire millioner årligt at drive Nicotine Science Center, men det beløb kan stige, hvis der er mange forskningsprojekter at støtte.

Facebook
Twitter