Naturstyrelsen efter kritik af naturpleje: 'Vi har gjort det på samme måde i 12 år'

Gudenåens Kilder er plejet på sædvanlig vis, oplyser Naturstyrelsen. Det gør ikke sagen bedre, siger biolog.

Morten D.D Hansen tog det her foto i weekenden ved Gudenåens udspring. Han mener, at naturplejen er meget hårdhændet. Men det afviser Naturstyrelsen. (Foto: undefined © Morten D.D Hansen)

Der er ikke noget i vejen med den måde, naturen bliver behandlet på ved Gudenåens Kilder.

Det siger skovrider Inken Breum Larsen fra Naturstyrelsen Trekantsområdet.

Hun har været på besøg i naturområdet, efter at biolog og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus Morten D.D. Hansen har rettet kritik af den måde, områdets natur bliver passet på.

Ved et besøg ved Gudenåen og Skjernåens udspring kunne han se, at det beskyttede område var kørt op af landbrugsmaskiner, og at vegetationen var slået helt i bund.

Men det er foregået helt efter bogen, lyder det fra Naturstyrelsen.

Arealet er blevet passet på samme måde og med de samme maskiner hvert år de sidste 12 år.

- Der er ikke noget, der er ændret her. Det er den samme måde, man har drevet arealet på, og som har givet den her meget fine naturtilstand, siger hun.

Vegetationen bliver slået ned, så naturen bliver åben uden blandt andet pilekrat.

Hun mener, at Morten D.D. Hansen er kommet på en årstid, hvor han har kunnet se noget andet, end man plejer at kunne se.

Men den forklaring køber Morten D.D. Hansen ikke. Han kritiserer fortsat den måde at drive naturpleje på.

- Det bliver ikke bedre af, at man har gjort det i 12 år, siger han.

Han mener, at naturen bliver mere homogen og ikke varieret, når man kører maskiner hen over hvert år. Og det strider mod kær og kildevæld, som netop er karakteriseret ved at have en varieret natur, mener han.

- Så det, man altså gør hvert år, er at lave en naturforringelse. Simpelthen, siger Morten D.D. Hansen.

Men Inken Breum Larsen mener, at alt er i orden, og at der ikke er sket en katastrofe.

- Ellers var naturtilstanden ikke så god. Men vi vil gerne diskutere, om vi skal gøre noget andet fremover, siger hun.

Både Gudenåen og Skjernåen udspringer i området og er et af de fineste natursteder i Danmark.

Stedet er udpeget blandt 15 unikke naturområder, og er nu en del af Danmarks Naturkanon. Områderne blev udvalgt af en jury i november sidste år.

Facebook
Twitter