Nu topper influenzasæsonen: Men årets vaccine virker

Influenzasæsonen ventes at toppe over de næste par uger.

Influenza A-typen virker til at være den mest udbredte i Danmark i år.

Det bliver i løbet af de næste par uger, at årets influenzasæson topper.

Det forudser Claus Østergaard, der er overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Vejle Sygehus.

- Vi kan se en kraftig stigning i antallet af positive prøver i de seneste uger. Vi er faktisk oppe på to tredjedele af niveauet for, da det var højest sidste år - og jeg vil tro, at det topper over de næste uger, siger han.

Influenza var på manges læber på denne tid sidste år. Mere end 1.600 danskere mistede i 2018 livet på grund af influenza, og på Vejle Sygehus blev influenzasæsonen betegnet som ’en international influenzakrise’.

Bedre blev det ikke af, at den influenzavaccine, der skulle have beskyttet ældre, svage og gravide mod influenza, viste sig ikke at beskytte godt nok mod influenzatypen Influenza B, som var meget i omløb sidste år.

- I den her sæson ser vi næsten udelukkende type A influenza, og det er i stærk kontrast til sidste år, hvor type B var meget dominerende, siger Claus Østergaard.

Vaccine rammer plet

Og dette års influenzavaccine virker umiddelbart noget bedre end sidste års. Det vurderer Statens Serum Institut.

- Vi kigger på, hvor mange der bliver vaccineret, og hvilken type influenza, der rammer. Og ud fra de tal kan vi sige, at vaccinen i år ser ud til at dække, siger Ramona Trebbien, der er seniorforsker hos Statens Serum Institut.

- Man ramte forkert sidste år, og de personer, der blev syge, havde ikke særlig god gavn af sidste års vaccine, men det er heldigvis anderledes i år, hvor vi ser, at den er dækkende, siger hun.

Statens Serum Institut har regnet på den foreløbige effekt af vaccinen. Den ligger på 50 procent over for den almindelige Influenza A-type generelt set, mens tallet er på 66 procent, hvis man kigger på personer under 65 år.

- Er man blevet vaccineret imod influenza i denne sæson, har man halveret sin risiko for at blive syg med influenza. Skulle man være så uheldig at få influenza, selv om man er vaccineret, har man en lavere risiko for alvorlig influenza, siger læge Ida Glode Helmuth fra Infektionsepidemiologi og Forebyggelse hos Statens Serum Institut.

Det er dog endnu for tidligt at sige, om den effektive vaccine også betyder færre influenzarelaterede dødsfald, mener overlæge Claus Østergaard fra Vejle Sygehus.

Også på trods af, at det tegner positivt.

- Vi har før haft sæsoner, hvor man generelt talte om, at der ikke var det store udbrud, men hvor der alligevel var en hel del dødsfald. Det kan godt være lidt forskellige situationer, hvad der sker hos de allerdårligste, og hvad der sker ude i samfundet. Men typisk vil der selvfølgelig være en sammenhæng, siger Claus Østergaard.

Facebook
Twitter