Ny kampagne: Så hold dog til højre - det er modsat venstre

Vi bliver irriterede i trafikken, når andre ikke holder til højre på motorvejen. I dag starter en kampagne, der skal lære os at trække ind.

Mange bilister har svært ved at køre ind i inderste vognbane, når de er færdige med at overhale. Vejdirektoratet er klar med en ny kampagne.

Der ryger mange eder og forbandelser rundt i bilen, når vi ligger på motorvejen og fjolset foran ikke trækker ind til højre efter en overhaling.

I dag starter Vejdirektoratet kampagnen, Hold til højre - det er det modsatte af venstre.

Den skal få bilisterne til at holde til højre i trafikken frem for at ligge i overhalingsbanen.

Samtidig bliver 8.000 bilister udstyret med klistermærker, der kan sættes på bilen og være med til at sprede budskabet.

For når vi bliver så irriterede i trafikken, så er der en tendens til at vi gør noget, der er mindre hensigtsmæssigt, mener Andrew Crone-Langkjær, der er kommunikationskonsulent i Vejdirektoratet.

- Som for eksempel at overhale indenom, når vi har en, der bliver ved med at ligge og spærre ydersporet, og det er ulovligt, siger Andrew Crone-Langkjær.

I dag er han med til at dele klistermærker ud på rastepladsen Skærup Vest.

Her møder han blandet andre Aage Iversen, der selv er træt af at ligge bag bilister, der ikke trækker ind.

- Men bliver lidt utålmodig og prøver at give et forsinket blik med lyset, siger han.

På Fyn erkender politiet, at problemet trods flere kampagner ikke ser ud til at være blevet mindre, siger Preben Ingemansen, der er Leder af Færdselsafdelingen ved Fyns Politi.

- Man får et dårligt flow derude, og så skaber det nogle farlige situationer. Men vi skriver jævnligt rapporter på det, siger han.

En ny Megafonmåling fra Vejdirektoratet viser, at syv ud af ti bilister bliver irriterede over, at de andre ikke holder til højre.

Men samtidig mener hele ni ud ti bilisterne at de selv er gode til at trække ind i højre vognbane, når de har overhalet.

Det koster en bøde på 1.000 kroner, hvis man ikke overholder reglen om at holde til højre.

Kampagnen forsætter de næste fire uger.

Facebook
Twitter